Skip to content

PCOS-forsøg

Jeg har meldt mig til et forsøg på Gentofte hospital, som omhandler inkretineffekten hos kvinder med PCOS.
Der fines to tarmhormoner (inkretinhormoner), som er essentielle for opretholdelsen af et normalt sukkerstofskifte. Hormonerne udskilles i tarmslimhinden, som respons på fødeindtagelse. Hos raske mennesker står de for 60-70% af insulinudskillelsen efter indtagelse af glukose, og hos patienter med type 2 diabetes er evnen til at udskille disse hormoner stærkt nedsat (eller helt manglende). Nedsat insulinfølsomhed er også en central del af PCOS, og gør (som ved diabetes) at der er en forhøjet mængde insulin og sukker i blodet. Det gør, at PCOS-patienter har en øget risiko for at udvikle type 2 diabetes og hjerte-karsygdomme. Behandling af insulinfølsomhed ved PCOS er derfor en essentiel del af den samlede behandling. Behandlingen kan både bestå af livsstilsændringer (kostomlægning og motion), men også af medicinsk behandling med metformin. Der er desværre kun sparsom viden om nedsat insulinfølsomhed og inkretinhormonernes effekt herpå, både i forbindelse med PCOS og type 2 diabetes, og derfor er dette forsøg blevet stablet på benene. Formålet med forsøget er altså at undersøge sammenhængen mellem PCOS og inkretineffekt.

I første omgang skal jeg til et sceeningsbesøg på mandag. Her skal jeg møde fastende. 3 dage op til sceeningsdagen (dvs. fredag-søndag) skal jeg leve som jeg plejer – og så alligevel slet ikke. Jeg skal spise mindst 150 g. kulhydrat om dagen, for at fylde sukkerdepoterne op. Til sammenligning spiser jeg (når jeg i perioder måler og vejer min kost) helst kun omkring 50 g/dag. Det kan godt snige sig op til 70-80g./dag, men målet er altid 50 g. så dvs. jeg skal spise mellem to og tre gange så meget kulhydrat som jeg gør til hverdag. Da jeg læste det første gang, var jeg næsten allerede på vej til bageren. Jeg skulle rigtig nyde at kunne spise lægeordineret croissanter, romkugler, trøfler, rosenbrød, frøsnappere, flødeskumskager, jordbærkager osv osv osv. Efterhånden som dagen er kommet tættere på, er jeg dog kommet mere til fornuft. Jeg kan godt lide at have det godt, og jeg ved, at jeg får det dårligt, hvis jeg starter med at tømme en bager. At gå fra 0 til 100 (eller 50g – 150g) over natten er en sikker vej til en sygedag, så jeg tænker at starte roligt op med rugbrød, kartoffelsalat og marcipan (som ikke er helt lige så kulhydratholdige som en tebolle). Så kan jeg måske klemme en lille træstamme ind på søndag.
Med hensyn til motion, skal jeg også leve som jeg plejer, med udtagelse af på søndag, hvor jeg har fået lægeordineret en dovne-dag.

Når jeg møder fastende på mandag, bliver jeg placeret siddende i en seng, og her skal jeg så blive siddende i 2-3 timer. Jeg får lagt drop, så der kan blive taget blodprøver løbende, og så skal jeg drikke 3 glas sukkervand (75 g. sukker opløst i 300 ml vand) (*indsæt selv kvalm smiley*).

Jeg er meget spændt på de næste 4 dage. Jeg frygter, at jeg får det virkelig skidt pga. den store mængde kulhydrat, som jeg slet ikke er vant til, men jeg glæder mig også til forhåbentlig at blive klogere på min krops funktionalitet. Hvis screeningsdagen og sukkerbelastningen forløber som det skal, skal jeg til yderligere 6 forsøgsdage, hvor der også skal laves sukkerbelastningstest (både ved indtagelse af sukkervand, men også ved direkte indsprøjtning i venen) og tages blodprøver. I perioderne mellem forsøgsdagene skal jeg medicineres med enten metformin eller placebo (kalktablet) og så er der en 6 ugers pause, hvorefter jeg medicineres med det andet stof (metformin/placebo).

Jeg har aldrig deltaget i et videnskabeligt forsøg før, så jeg er meget spændt på hele forløbet, som samlet set kommer til at strække sig over næsten et år (11 måneder) – hvis altså jeg bliver godkendt efter på mandag. Jeg er aldrig blevet medicineret med andet end p-piller, og jeg har hørt meget om metformin – både godt og skidt. Selvfølgelig håber jeg, at jeg ikke får nogle bivirkninger af at indtage så ”store” mængder kulhydrat*, og slet ikke mærker noget til metforminen, men jeg indrømmer gerne, at der sidder en frygt i mig. Selvom jeg går ind i projektet med en lille smule frygt, glæder jeg mig også til at blive klogere på mig selv, være med til at hjælpe videnskaben på vej og spise en lægeordineret isvaffel en varm sommerdag.

Dem som kender mig, ved at jeg har fået taget de første (mange) 100 blodprøver og er blevet stukket i, som var jeg en nålepude, men det ændre ikke på, at jeg stadig ikke kan snuppe at blive stukket i. Jeg skal virkelig koncentrere mig om at trække vejret i timen op til. Når øjeblikket kommer, bliver jeg varm i hele kroppen, hvid i hovedet og så skal jeg ligge ned og kigge væk, hvis ikke jeg skal ende med at ligge slattent på gulvet. Tænk at jeg så frivilligt melder mig til både at blive stukket i og drikke væmmeligt sukkervand. Nogen gange må man ofre sig lidt, komme ud af comfortzonen og rykke på nogle grænser, og det vil jeg forsøge mig med i det her projekt. Wish me luck! 😉

 

*Jeg blev nødt til at sætte ”store” i citationstegn, for det er faktisk anbefalet, at mænd dagligt indtager ca. 350-400 g. og kvinder ca. 250-300 g. kulhydrat. (kilde: http://www.sundhedsguiden.dk/da/temaer/alle-temaer/kost-og-ernaering/generelt-om-kost-og-ernaering/kulhydrat/). Hvis man altså går op i den slags anbefalinger…

2 Comments

  1. Birgitte Birgitte

    I wish you luck 🙂 og glæder mig meget til at følge forsøget.

  2. Det lyder som et spændende forsøg. Når man har PCO vil man jo næsten gøre hvad som helst for at finde en løsning på ens udfordringer. Jeg vil forsøge at holde lidt mere øje med din blog, så jeg kan følge resultatet af forsøget, du deltager i. Pøj pøj med det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *