Skip to content

PCOS-forsøg: Live fra hospitalssengen part 2

Så ligger jeg her igen – på Gentofte hospital. Sidste mandag var som sagt en begivenhedsrig formiddag. Jeg startede med en samtale om forløbet, svarede på en masse spørgsmål om min (og nærmeste families) sygehistorie, fik målt blodtryk, blev målt og vejet, afleverede urinprøve og blev så placeret siddende i en hospitalsseng i et lokale med 3 andre kvinder. Her fik jeg stukket nålen i armen, blodtrykket faldt og jeg besvimede.
Nålen var blevet lagt, og forsøgsdamen sagde den lå lige som den skulle. Alligevel kunne jeg godt fornemme, at noget ikke var som det skulle være, og jeg prøvede virkelig at fokusere på, hvad de snakkede om i Go’ Morgen Danmark, som kørte på fjernsynet i baggrunden. Pludselig begyndte det at sløre for øjnene. Hun spurgte om jeg blev dårlig, hvortil jeg beskedent svarer “jeg bliver bare lidt svimmel”. I løbet af ingen tid var alt sort, og det næste jeg ser, er to damers ansigter helt nede i hovedet på mig. Splitsekundet inden jeg ser de to ansigter, er der rent kaos i mit hovede. Der er en hel masse larm, nogle lysglimt og ingen ting giver mening. Det var som at blive revet ud af en god søvn, og jeg var helt ved siden af mig selv. Det næste stykke tid ligger jeg ned, med benene hævet, og prøver at samle mig. Jeg hører sætninger som “du forsvandt lige, er du okay?”, “nu ligger du lige her og får lidt blod til hovedet” og sidst men ikke mindst “jeg kunne ikke finde panikknappen”. Jeg ligger bare og stirrer op i loftet uden at rykke på mig. Jeg har prøvet at besvime før, men jeg har aldrig været så langt væk, som jeg var der. Da jeg vågnede føltes det som om jeg havde sovet i flere timer, men jeg var i virkeligheden nok ikke væk særlig længe. Da jeg efter lidt tid er ved at være mig selv igen, er forsøgsdamen væk. Hun kommer tilbage og siger, at hun nu har snakket med nogle kloge hoveder, og her når der at strømme mange tanker igennem hovedet på mig. Det viser sig, at mit blodsukker er ret højt, af at have været fastende i 10-11 timer (Det skal ligge mellem 4 mmol/l og 6 mmol/l efter faste, når man ikke har diabetes, og mit lå på 6,4 mmol/l, men nåede dog at falde til 5,8 mmol/l). Det skyldes, at kroppen bliver stresset og går i”panik-mode” når den besvimer. Derfor udskilles en masse sukker (og dermed også insuliner), og målingerne kunne derfor ikke bruges. Vi besluttede at når nu hun havde stukket, kunne vi lige så godt fortsætte forsøget, og så skulle jeg bare komme ind en morgen og få taget nye fastende værdier. Jeg drikker derfor sukkervandet og ligger to timer i hospitalssengen og venter. Efter to timer skal der måles på blodet igen, og nålen skal fjernes. Jeg kan mærke pulsen stiger, kroppen bliver varm og jeg skal anstrenge mig for at tænke på noget andet og huske at trække vejret. Jeg bliver lagt ned igen, og hun får taget det blod hun skal. For at blive godkendt til at komme videre i forsøget, skulle mit blodsukker være faldet til under 7,8 mmol/l (selvom det startede lidt forhøjet), så da hun kommer hen til sengekanten og siger det er målt til 10,7 mmol/l kan jeg godt regne ud, at de her målinger ikke kan bruges til noget. Det konkluderes at min krop igen er blevet stresset (selvom jeg ikke nåede at besvime denne gang), og hun fjerner nålen. Jeg får serveret et tørt måltid mad og får nu mulighed for at tænke over, om jeg vil prøve det hele en gang til, eller om jeg er skræmt væk.

Det er i hvert fald ikke for maden man gør det..
Det er i hvert fald ikke for maden man gør det..

Jeg beslutter mig for at aftale en ny dag, og give det en chance mere. Den chance var så i dag, og derfor ligger jeg endnu en gang på Gentofte Hospital med en nål i armen – denne gang har jeg dog været ved fuld bevidsthed hele tiden, og det er gået fint indtil videre.

Blev denne gang stukket i en anden vene – man kan stadig se såret fra sidst.

I weekenden lånte jeg en fingerprikker, for selv at kunne holde lidt øje med mit blodsukker. Det har ligget ret stabilt mellem 4,9 mmol/l og 5,9 mmol/l over hele dagen, og da jeg målte det i morges (fastende) inden jeg tog på hospitalet var det 4,8 mmol/l. Her på hospitalet blev det målt til 5,2 mmol/l, så alt var fint og jeg fik serveret sukkervand igen. Nu har jeg ligget her i næsten to timer, og er meget spændt på, om det denne gang kommer under 7,8 mmol/l (og om jeg kan holde kroppen i ro uden at stresse, når der om lidt skal måles igen).

Opdatering: Der var ingen stress eller panik, og jeg kunne dårligt mærke nålen, så det var helt perfekt. Denne gang var det faldet til 6,5 mmol/l, så nu kan jeg tage det roligt igen. Det næste der skal ske er, at hun skal have svar på prøverne i dag, og regne lidt på nogle tal, for at finde ud af om jeg er insulinresistent. Det svar bør jeg have i næste uge, så nu skal jeg bare have tiden til at gå!

Det var virkelig rart at få det sluttet af på en god måde, og jeg har kun et kort splitsekund fortrudt at jeg sagde ja til at prøve igen. Nu hvor det hele gik så godt, er jeg faktisk rigtig glad for, at jeg gav det en chance mere. Uanset om hun kan bruge mig eller ej, må man sige at jeg har fået en oplevelse ud af det. Svaret i næste uge, kan nærmest også kun være positivt; Enten er jeg insulinresistent og så kan hun bruge mig i forsøget, eller også er jeg ikke insulinresistent, og så er jeg det mindre “syg” – så har jeg kun gået og troet det i 6 år uden grund.
Jeg er spændt, MEGET spændt!

20140630-115206-42726577.jpg

3 Comments

  1. Birgitte Birgitte

    Vi er flere der er meget spændte. Er meget stolt af dig, tænk at du lagde krop til endnu engang !!
    Når man kender dig og din historie, er det mega sejt det du har gjort!

  2. Anette Anette

    har du fået svar tilbage? venter spændt.
    Det er en rigtig spændende beskrivelse du har lavet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *