Skip to content

Når PCO’en giver en mavepuster

Jeg har de sidste 14 dage modtaget flere henvendelser fra andre unge kvinder, der netop har fået kastet samme diagnose i journalen, som jeg fik for snart 10 år siden, nemlig PCO. Fælles for os alle sammen er, at det er en hård besked at få.

 

At få en diagnose

Jeg er taknemlig for, at jeg var så ung som jeg var. Det har godt nok budt på nogle kriser undervejs, for når man fortæller en teenagepige som mig, at jeg ikke er som de andre, er det svært ikke at blive mærket og udfordret af det. Jeg tror det er svært at undgå kriser, når der sker en omvæltning, som PCO-diagnosen ofte er, typen er bare forskellig alt efter hvor du er i livet, når diagnosen rammer.

Jeg tog det meget seriøst fra det øjeblik jeg sad i konsultationen, og besluttede mig for at undersøge emnet til bunds. Jeg var som altid perfektionistisk, og blev meget stringent med min kost med det samme. Vi lavede planen for aftensmaden samme dag om, og vendte samtlige fødevarer i supermarkedet for at finde ud af, om det var noget der kunne indgå i min nye kost. Den nye livsstil var altså i gang med det samme uden nogen form for overvejelser.

 

Når maden bliver en hindring

Sådan var det i mange år. Jeg lavede mad uafbrudt, fordi jeg altid skulle have min egen mad med. I skole, på arbejde, til familie-arrangementer, højtider osv. Jeg synes det var drønirriterende og møg opslidende. En af glæderne ved at spise ude (uanset om det er på restaurant eller hos venner/familie), er at man bliver forkælet. Der er nogen der har lagt kærlighed og kræfter i at tilberede et måltid, som de glæder sig til at servere for dig, men det var slut nu. Jeg slæbte bøtter og plastikposer med allevegne, så jeg vidste at jeg havde noget ”lovlig” mad. Men bøtter og plastikposer ødelægger et pænt dækket bord. Det er irriterende, og på en eller anden måde også skamfuldt, ikke at kunne/ville spise det der bliver serveret. De fleste accepterede det og kommenterede ikke andet end nysgerrigt på det, men jeg syntes det blev mere og mere irriterende og flovt.

Til en julefrokost et år havde jeg glemt mit rugbrød på vej ud af døren, og jeg blev nødt til at spise det de andre også skulle have. Der gik op for mig, at det nok ikke var så afgørende for min sundhed, hvilken type rugbrød jeg spiste denne ene gang. Jeg så måltidet i et større perspektiv, og lod rugbrød være rugbrød – uanset producenten. Jeg havde restriktioner på hvor meget rugbrød jeg måtte spise, men det var ikke længere så afgørende, hvordan fordelingen af fedt, protein og kulhydrat var i rugbrødet.

Senere prøvede jeg helt at undlade rugbrødet. Den nemmeste madpakke jeg kunne komme i tanke om, var to stykker rugbrød godt med pålæg, men jeg fik dårlig samvittighed hver gang. Rugbrød er jo fyldt med kulhydrater, og det skulle jeg ikke have. Jeg prøvede at leve efter LCHF, men det betød at jeg fik dårlig samvittighed flere gange om ugen, fordi jeg spiste rugbrød, og ikke havde snittet en salat. Jeg blev irriteret på mig selv, fordi jeg fik dårlig samvittighed over at spise Danmarks sunde nationalfrokost, og det hele endte med at blive lidt surt. Når man bliver sur på sig selv, over noget man selv er skyld i, kan det ikke undgås, at man bliver nedtrykt og irriteret.

 

At løsne båndet

Da jeg blev opmærksom på problemet, begyndte jeg igen at se måltidet i et større perspektiv. Måske mine restriktioner på mængden af rugbrød alligevel var en meget god mellemvej? Måske behøvede alle måltider, hver dag, året rundt ikke at leve op til mine strikse regler? Hvorfor havde jeg egentlig lavet de her regler for mig selv? Det var for at gøre det hele så godt og perfekt som muligt. Der var jo ingen der havde tvunget mig til noget. Ingen der havde lavet så strikse regler for mig. Jeg havde fået anbefalinger og fået fortalt konsekvenser ved at afvige fra dem, men ingen havde påduttet mig noget. Det var alt sammen mine egne beslutninger.

Så mit budskab med det indlæg må være: Alt med måde. Når man har PCO er tøjlerne muligvis strammet mere end ellers, men husk også at nyde ind i mellem. Hvis alt går op i regler og vejning på køkkenvægten kan det hele godt blive træls. Så hellere nyde en dessert engang i mellem og være klar over at det ikke er en hverdags ting – man skal bare huske at nyde den når det er, og ikke spise den med dårlig samvittighed, så skal man hellere lade vær.

Jeg kæmper stadig med at acceptere at alt ikke kan være perfekt.

 

Du kan læse mere om at være ny med PCO her.

Bliv den første til at kommentere..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *