Skip to content

Marts 2017

Jeg elsker at have noget at glæde mig til. Det gør mig glad og giver mig lidt ekstra overskud at vide, hvad der venter forude. Derfor nager det mig f.eks. også, at jeg endnu ikke har nogen idé om, hvor og hvordan sommerferien skal tilbringes i år. Der er dog altid noget at glæde sig til, hvis bare man kigger ordentlig efter. Det kan være et varmt bad, fordi man endte med at cykle hjem i regnvejr, et lækkert måltid mad, en familiesammenkomst, en vennemiddag, venindekaffe eller f.eks. en rejse.

Ting jeg glæder mig til i marts måned er:

Foråret først og fremmest! Jeg er helt klart et sommermenneske, og selvom dagene er blevet længere, og det nu officielt er blevet forår, glæder jeg mig til, at temperaturen stiger, og det ikke længere er en overvejelse om halstørklæde og vanter er nødvendigt om morgenen. Jeg får, som så mange andre, meget mere overskud, når det er lyst udenfor, og det glæder jeg mig virkelig meget til. Overskud til at få noget mere ud af dagen, overskud til at have en lidt længere lunte, overskud til at tage initiativ til nye ting, og overskud til alt mulig andet. Forhåbentlig indbyder forårsvejret også til nogle løbeture udendørs, hvilket jeg er begyndt at glæde mig til. Så håber jeg bare, at foråret rent faktisk også har tænkt sig at kigge forbi i marts måned.

Weekenderne i marts er for en gang skyld tomme i min kalender p.t. og det glæder jeg mig egentlig til. Det er fint at have arrangementer og selskab i weekenderne, men det er lige så fint også at have en ”fri-weekend” ind i mellem. Der kan opstå impulsive småudflugter, men der kan også snildt gå 8 timer med at tulle rundt herhjemme. Jeg øver mig i ikke at føle det er spild af tid, og selvom det kan være svært at geare ned efter en uge med fart på, er det virkelig rart at ”spilde” en dag på at lave ingenting.

Studiemæssigt glæder jeg mig til at komme rigtigt i gang med vores eksamensprojekt. Jeg har i øjeblikket et tværprofessionelt modul med fysioterapeut- og ergoterapeutstuderende, hvor vi sammen skal arbejde med sundhedsfremme hos børn og unge. Det har indtil videre været meget teoretisk og abstrakt, men i morgen skal vi ud til vores praksis-sted (ikke praktiksted) første gang, og derefter tror jeg, at det hele bliver lidt mere håndgribeligt – jeg håber det i hvert fald.

 

Hvad glæder I jer til her i forårets første måned?

Bliv den første til at kommentere..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *