Skip to content

Kan man virkelig både have held i spil OG i kærlighed?

Det der med held i kærlighed, ved jeg ikke helt om jeg tror på. Det kræver også en indsats vil jeg mene, ligesom det selvfølgelig også gør at have held i spil – indsatsen til at have held i spil er i min optik bare ikke helt lige så stor.

Jeg deltager jævnligt i forskellige konkurrencer. Det er både de irriterende på Facebook, de mere diskrete på Instagram, spørgeskemaer der havner i min mail-boks og alt mulig andet. Langt de fleste gange vinder jeg (selvfølgelig) ikke en skid, men ind i mellem så sker det. Så er heldet med mig og jeg får tilsendt (eller kan afhente) en præmie. Mine nærmeste vil sige at jeg vinder hele tiden, men det passer altså ikke! Jeg vil til gengæld medgive at jeg efterhånden har vundet en del – men set i lyset af, hvor meget jeg deltager i, er det vel også kun fair, ik?

Jeg har bl.a. vundet forpremierebilletter, en DVD-film, køkkenknive, jeans og et bluetooth headset, men også en CD jeg ikke vidste jeg havde deltaget i en konkurrence om. Det er ved at være nogle år siden med den der CD, for det var mens jeg gik i gymnasiet. Jeg kom hjem til en seddel i postkassen om, at jeg kunne afhente en pakke fra SBS media på posthuset den efterfølgende dag. Jeg vidste godt hvad SBS media var, men jeg anede ikke, hvorfor de havde sendt noget til mig. Da jeg dagen efter fik hentet pakken kunne det ikke gå hurtigt nok med at få den åbnet. Der lå en L.O.C. CD og vist nok også en t-shirt (gad vide hvor den egentlig er havnet henne?). Der lå også et kort med en tekst ala ”Tillykke med præmien! Vi håber du bliver glad for den. Hilsen The Voice”. Jeg hørte aldrig The Voice, og har et lidt blandet forhold til LOCs musik, så jeg har virkelig svært ved at forestille mig, at jeg har deltaget i den konkurrence, men både mit navn og min adresse var på pakken, så det måtte jo være til mig.

I sidste uge var heldet så med mig igen. Jeg har for en månedstid siden smidt et hashtag på et af mine kagebillederinstagram (og det var ikke engang den lækre ”gin & tonic kage”), i håbet om at vinde en gavekurv med produkter fra bl.a.  Odense Marcipan, Morten Heiberg og Mette Blomsterberg – Mums det lød godt! Den konkurrence kunne jeg sagtens huske. Women, som var dem der afholdte konkurrencen, kommenterede på mit billede, at de allerede havde udtrukket en vinder, som altså ikke var mig, men at de gerne ville have lov at sende mig en trøstepræmie – og hvem siger dog nej til det? Jeg har derfor gået hele ugen og ventet i spænding på, hvad der kom ind af døren, og i dag var jeg så på posthuset og hente dette:

Et Morten Heiberg chokoladesæt med en foldbar silikoneskål til vandbad, en chokoladeform, en chokoladegaffel og en rørske med indbygget termometer. Og så selvfølgelig nogle nye dameblade og en lille hilsen. Selvom det ikke er en hel gavekurv fyldt med lækkerier, er jeg alligevel møg glad for, at en kage jeg har bagt kan give mig så fin en (trøste)præmie. Nu skal der godt nok tempereres chokolade! Måske påskeæg skulle være det første projekt med mit nye udstyr?

Hvis I vil se 20 af de kager, der fik mundvandet til at løbe på Woman redaktionen (og altså heriblandt også den kage, der gav mig denne (trøste)præmie), kan I se dem her. Min er nr. 9 i galleriet. Opskriften på den præmievindende kage er her.

Bliv den første til at kommentere..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *