Skip to content

Ingefærshots for begyndere

Jeg er endelig hoppet med på bølgen og har forsøgt mig med ingefærshots. Min morfar har lavet det selv i evigheder, og min mor efterhånden i mange år. Måske det i virkeligheden er derfor jeg har været lidt længe om at komme i gang. Jeg er ikke synderligt pjattet med ingefær, og den meget kraftige duft der spredte sig i hele huset, når min mor lavede ingefærshots sad i næsten på mig, så snart ordet blev nævnt. Men man modes jo med tiden, og i år var jeg åbenbart blevet modig nok, til at lave min egen blanding.

Jeg har valgt at kalde den ”ingefærshots for begyndere”, da den ikke er så kraftig, som de kan være. Der er også både æble og sødemiddel i, for at tage toppen af den skarphed ingefærshots nogengange kan have. Den river stadig lidt, og jeg har glæde af det hele dagen, hvis ikke jeg spiser eller drikke noget (andet end vand) efter mit shot – så er det tip givet videre. Et andet tip er ikke at gå direkte fra tandbørstning til shot – det gør virkelig ikke noget godt for oplevelsen. Men hvorfor er ingefærshots egentlig blevet så populære?

Ingefær indeholder en masse vitaminer og mineraler, og selvom man typisk ikke spiser store mængder ingefær, er det jo godt at få lidt den vej alligevel. Ingefær virker desuden anti-inflammatorisk i kroppen, hvilket blandt andet kan lindre smerter som menstruationssmerter, hovedpine, muskel- og ledsmerter. Ingefær er også kendt for at forbygge eller lindre forkølelse pga. indholdet af antioxidanter og denne anti-inflammatoriske virkning – det er derfor der kommer et øget fokus på ingefærshots her i oktober. Desuden fremmer ingefær fordøjelsen og giver en bedre optagelse af næringsstoffer, samt en øget mæthedsfornemmelse. Alt sammen gode ting at starte dagen på.

Jeg har tilføjet gurkemeje i min blanding, da gurkemeje også besidder mange af de samme gode og sunde egenskaber som ingefær. For bedre optagelse bør gurkemeje dog indtages sammen med sort peber og en god fedtkilde, hvorfor der også er peber i nogle ingefærshots, og mange skyller ned med et skud fiskeolie. Alle disse ting ville jeg selvfølgelig gerne have gavn af, men da jeg heller ikke er helt vild med den smag frisk gurkemejerod har, var jeg i et dilemma omkring, hvor meget jeg turde komme i gryden. Så det er altså en smagssag og helt op til dig. Jeg kom 50 g. i til en start, men fiskede det meste op inden jeg blendede blandingen, og jeg kan overhovedet ikke smage det.

Jeg har taget et shot hver morgen de sidste 3 uger, og er spændt på at se, om jeg kan komme igennem vinteren uden forkølelse, hvis jeg fortsætter. Jeg har lavet en ret stor portion, og kommet halvdelen i fryseren, hvilket jeg synes har fungeret super godt. Så kan jeg nøjes med at sprede lugt af ingefær og få gule fingre hver 6. uge i stedet for hver 3.

Ingefærshot
2 liter vand
200 g. ingefær
2 økologiske citroner
25-50 g. gurkemejerod
2 æbler
Sukkerfri sødme (f.eks. flydende sød eller lys fiber sirup)

Ingefær, gurkemjerod og æbler skrælles og skæres i mindre stykker. Skær citronen i tynde skiver, og kom alle tingene (på nær sødemiddel) i en gryde og lad det koge under låg i ca. 45 minutter. Den lange kogetid får nogle af vitaminerne til at forsvinde, men til gengæld bliver ingefæren lettere for kroppen af fordøje.

Tag blandingen fra varmen, og når temperaturen rammer ca. 40 grader tilsættes sirup/sødning.

Lad det køle helt af, fisk citronskiver og eventuelt gurkemeje op, og blend det (f.eks. med en stavblender), for at få den maksimale virkning, inden det kommes på flaske. Er du til en mildere version kan frugtkødet sies fra, men det er her der sidder en masse gode ting, så jeg vil klart anbefale en tur i blenderen.

Bliv den første til at kommentere..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *