Skip to content

For 3 år siden…

I sidste uge havde vi åbent hus på skolen, hvor eventuelt kommende studerende kan komme ind, og blive klogere på den uddannelse de overvejer at bruge de næste år af deres liv på. Jeg har selv været til et par arrangementer af den slags, da jeg skulle vælge uddannelse, men endte alligevel med at vælge forkert første gang, så jeg måtte ud i ræset igen et par år senere. Jeg startede på Købehavns Universitet samme sommer jeg blev student, efter 3 ugers turbokursus for at hæve fysik et niveau. Det var en hård sommer, og set i bagspejlet skulle det turbokursus nok være taget over lidt længere tid, med et arbejde ved siden af. Jeg startede forventningsfuldt på universitetet i sommeren 2011, og var spændt på at blive universitetsstuderende. Det er starten på den del af mit liv der hedder ”videregående uddannelse”. Den er trukket ud og er endnu ikke afsluttet, men jeg vil påbegynde fortællingen om den del af mit liv i dag. Resten kommer i mindre bidder i nærmeste fremtid.

Så…

For 3 år siden kunne jeg efterhånden se lyset for enden af tunnelen. Jeg havde i efteråret 2013 meldt mig ud af Københavns Universitet, hvor jeg havde læst Fødevarevidenskab, og stod da som 21 årig og vidste ikke hvad jeg nu skulle. Jeg havde i min gymnasietid lagt en ønskeplan for, hvordan mit liv skulle forløbe og udvikle sig de næste 10 år, men med udmeldelsen fra KU, måtte jeg give slip på den plan, og det slog mig i den grad ud. Min plan var nøje tilrettelagt, og der var ikke plads til mange svinkeærinde. At droppe ud af en uddannelse, der allerede havde taget 2 år af min plan, gav mig derfor et ordentlig knæk. Der var et par måneder, hvor jeg ikke længere var studerende, og hvor jeg ikke havde andet at tage mig til, end mit studiejob 6 timer om ugen, som jeg på det tidspunkt ikke vidste, om jeg kunne beholde, når jeg ikke længere var studerende. Jeg følte mig rodløs, identitetsløs og alene. Hvad var jeg? Jeg var ikke studerende, jeg var ikke arbejdende i en fast stilling, og jeg følte ikke jeg hørte til nogen steder. Jeg følte mig mest af alt som en fiasko, og ikke en pind andet.

SU’en stoppede med at tikke ind på kontoen, og min eneste indtægt var nu mit studiejob. Det gav sig selv, at det ikke var nok, og jeg blev desuden nødt til også at få noget mere at tage mig til, for at komme ovenpå igen. Tanken om at skulle stå uden en indtægt alt for længe var stressende, og jeg nåede kort at se for mig, hvordan jeg kunne blive nødt til at sælge min lejlighed og flytte hjem til mine forældre igen. Heldigvis blev jeg i januar 2014 ansat som pædagogmedhjælper i en vuggestue, og det gav mig foruden en ekstra indtægt også en følelse af en identitet igen. Nu var jeg pædagogmedhjælper og ikke ufrivilligt hjemmegående. Jeg fik mulighed for at trække vejret igen, og prøve at tænke klart et øjeblik. Jeg tillod mig selv at ”slappe af” i situationen, og ikke stresse over at skulle skynde mig i gang med at studere igen. Jeg havde indset at jeg blev nødt til at lave ændringer i min plan fra gymnasietiden, og var bare glad for, at jeg nu kunne blive boende i min lejlighed, og havde fri når jeg gik hjem fra arbejde, uden at have lektier og opgaver hængende over hovedet.

For 3 år siden mødte jeg også min kæreste, og det blev i det hele taget en dejlig, positiv og lys tid i modsætning til, hvordan det sidste halve år havde været.

Bliv den første til at kommentere..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *