Skip to content

For 2 år siden…

For to år siden var jeg ved at gøre klar til måske at starte et nyt kapitel i mit liv. Jeg havde et år forinden fået job i en vuggestue, og der var kommet lidt stabilitet ind i mit liv igen, selvom jeg jonglerede med 2 deltidsjobs. Jeg vidste godt, at jeg på et tidspunkt skulle videre og færdiggøre en uddannelse, og jeg havde nu fået en pause fra det hektiske halve år forinden min ansættelse i vuggestuen. Min plan fra gymnasietiden lå stadig i baghovedet, og jeg håbede på at kunne opnå bare noget af det, eller i det mindste kun komme et par år bagud. Mange havde spurgt ind til, hvornår jeg skulle studere igen, og hvad jeg skulle studere. Selvom jeg prøvede at lade det komme ind af det ene øre, og sive ud af det andet, satte forventningerne sig i mig. Både mine egne og andres forventninger. Jeg havde en kort periode overvejet at genoptage mit studie på universitetet, men var også rædselsslagen for, at det hele ville gå galt igen. Jeg var simpelthen kørt sur i det, og det var ikke til at redde. Jeg havde gået og håbet på en åbenbaring eller en anden form for klarsyn, der kunne udvide min horisont, og give mig ideer til helt andre uddannelser, men da det endnu ikke var sket, turde jeg ikke håbe mere på det. Jeg havde allerede i gymnasiet overvejet at læse en professionsbachelor, men var som bekendt endt med at søge ind på Københavns Universitet i stedet for. Nederlaget fra universitetet satte igen gang i tankerne om en professionsbachelor, og jeg tog derfor til åbent hus arrangement for at se lidt nærmere på, hvad en professionsbachelor bestod af. Efter åbent hus arrangementet besluttede jeg mig for, at det var det jeg blev nødt til, hvis jeg skulle videre. Snittet for at komme ind i København var højt, og jeg måtte derfor søge ind via kvote 2, hvis jeg skulle gøre mig forhåbninger om at komme ind. Jeg havde aldrig skrevet en ansøgning af den karakter før, og jeg følte at det var mit livs hidtil vigtigste ansøgning. Jeg havde søgt jobs før på den måde, og også jobs jeg virkelig gerne ville have, men det er nemmere at finde et andet fint studiejob end at finde en ny uddannelse – specielt når nu jeg allerede havde brugt over et år på at beslutte mig. Normalt har jeg absolut intet imod at skrive, og jeg har efterhånden også lært at skrive om mig selv, men fiasko-følelsen sad stadig i mig, og presset af, at det var den her uddannelse eller ingen uddannelse (i den omgang) fik klappen til at gå ned. Hvorfor fortjente jeg den her plads mere end alle andre? Hvorfor var mine odds for at gennemføre større end alle de andre ansøgeres? Hvad kunne jeg bidrage med, som ikke alle de andre også kunne? Jeg havde ikke særlig mange studierelevante jobs at skrive på ansøgningen, men jeg havde trods alt min tid på KU, og det viste sig heldigvis at komme handy ind i min ansøgning til en professionsbachelor. Ingen læring er spildt læring, men jeg var alligevel mest af den overbevisning, at jeg havde spildt to år på universitetet, lige indtil det fik mig ind på min nye uddannelse. Jeg sendte ansøgningen afsted med alle de dokumenter der hører til sådan en, og skyndte mig så ellers at prøve at glemme det. Der skulle gå 4,5 måned inden jeg fik svar, og netop pga. mine manglede studierelevante aktiviteter, turde jeg på ingen måde være optimistisk. Hvor meget tæller nogle kurser fra KU mod et 100% relevant højskoleophold? Hvor mange med studierelevant arbejde har søgt? Hvor mange med højere gennemsnit end mig har søgt? Der var virkelig mange tanker, og derfor skyndte jeg mig også at glemme dem. Nu kunne jeg hverken gøre fra eller til. Folk omkring mig var meget optimistiske. ”Det skal nok gå”, ”Selvfølgelig kommer du ind. Du er en klog pige”, ”Hvis ikke de skulle optage dig, hvem skulle de så tage ind?”. Der var mange søde og velmenende ord, men jeg var for nervøs til at håbe på noget.

30. juli 2015 hvor svaret ville komme, befandt jeg mig i en lillebitte by i Pennsylvania, USA på vej mod Washington. Da klokken blev midnat i Danmark og resultatet var kommet, kørte vi på en lille landevej og kiggede efter det nærmeste sted med Wifi: McDonald’s. Det er nok den mindste McDonald’s jeg nogensinde har set, og den virkede meget lokal. Deres air condition var gået i stykker, så der stod en stol i klemme i dørene, i et (håbløst) forsøge på at skabe lidt luftcirkulation i den ekstremt varme restaurant. Vi kom som to meget åbenlyse turister med en computer under armen, og bestilte noget koldt at drikke, så vi hurtigst muligt kunne logge på deres Wifi. Det virkede heldigvis upåklageligt, og jeg fik hurtigt åbnet min mail. Nu kunne det gå tre veje: 1. Jeg blev ikke optaget. 2. Jeg blev optaget til sommerstart, dvs. få dage efter hjemkomsten fra USA eller 3. Optaget til vinterstart i februar 2016. Jeg fik heldigvis den glædelige besked, at jeg var optaget til vinterstart i februar 2016. På det tidspunkt var det, det bedst tænkelige resultat. Selvfølgelig var jeg bare glad for at være blevet optaget, så jeg igen kunne komme videre og ikke gå i stå i en vuggestue, men jeg var alligevel glad for, at jeg kunne komme hjem fra ferie og nå at have et halvt år til at vænne mig til tanken om at starte studie, og få sagt ordentlig farvel til stedet og børnene. Resten af ferien kunne nydes på en helt anden måde, og jeg vidste nu igen (nogenlunde), hvordan min fremtid kom til at se ud.

Bliv den første til at kommentere..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *