Skip to content

Fanget i eget hjem

Jeg bor i en 2 værelses lejlighed, der det sidste års tid er krympet. Vi er ikke blevet flere beboere, vi har ikke købt flere møbler, vi har ikke spartlet væggene i sort. Der er sket lige præcis nul forandringer, og alligevel føler jeg mig mere og mere fanget, for hver dag der går. Jeg er træt af at andre skal bestemme om mine vinduer skal males, og hvornår det skal ske. Jeg er træt af at være afhængig af andre for at kunne vaske og tørre mit tøj. Jeg er træt af dørene, der smækker i opgangen og overhøre samtlige samtaler, når folk kommer og går. Jeg er træt af naboens diskussioner med sin søn, træt af at høre overboens vækkeur hver morgen. Træt af at deltage i en fest gennem op til flere vægge. Træt af at folk flytter kl. 8 om morgenen en lørdag, hvor jeg skulle sove længe. Træt af at lede efter en parkeringsplads i en omkreds fra lejligheden der er alt alt for stor kl. 2 om natten, når jeg er træt og bare gerne vil i seng. Træt af at komme hjem til lugten af de andres stærke (og brændte) mad. Træt af at lukke reklamebud ind i opgangen, når et fåtal af beboerne i opgangen skal have reklamer. Træt af at falde i søvn til biler der suser forbi vinduet. Nogen gange med 50 km/t og andre gange med 80 km/t.

Jeg tror man kan måle en markant forskel på mit stressniveau, når jeg er her i lejligheden og når jeg er væk fra byen. Forleden dag var jeg lige ude på den anden side af kommunegrænsen og handel i noget så usexet som Netto, men forskellen på den Netto og vores lokale inden på Nørrebro var slående. Pigen bag kassen var nærværende og smilende. Hun interagerede og grinede. I vores egen Netto er der altid en travl stemning, uanset hvor få eller hvor mange mennesker der er i butikken. Mændene bag kassen virker til kun at kunne sige “hej”, “bonnen?” og “god dag”.

De første 5 år jeg boede her, var der intet af ovenstående der generede mig – jo bilerne på vejen generede en gang i mellem, og min tidligere nabos voldsomme skænderier generede mig og gav mig ondt i maven, men de er flyttet tidligere på året. Jeg synes det var hyggeligt, at jeg aldrig var alene, for jeg kunne altid høre når de andre i opgangen kom hjem, når de holdte fest eller bare hyggede sig med gode venner. Jeg synes det var sjovt, at naboen var mere sløv om morgenen end mig, og lod vækkeuret ringe i evigheder. Jeg synes det var fascinerende når udrykningskøretøjerne kom racende på alle sider af lejligheden, men nu får jeg mere ondt i maven over det end nogensinde før.

Jeg tror det skyldes, at jeg købte lejligheden med den intention at skulle bo her 5 år, til jeg var færdig med at studere. Efter et par år droppede jeg studiet, brugte 2 af de 5 år på at arbejde, hvorefter jeg startede på en ny mellemlang videregående uddannelse. Nu har jeg boet her i 6 år, og jeg er kun halvvejs med studiet.

Så bare rolig fremtidig køber, det er på ingen måde en ekstraordinær dårlig lejlighed. Den er faktisk ret god. Jeg har bare boet her længere end jeg kan kapere, som introvert menneske der har brug for fred og ro.

Du kan måske gætte hvornår det her indlæg er skrevet? Jep, den lørdag morgen, hvor jeg vågnede ved at underboen flyttede. Og som i øvrigt var weekenden efter, der havde været problemer i vaskekælderen. I går flyttede de nye underboer ind, og er nu ved at gøre lejligheden i stand. I virkeligheden er jeg nok bare mest misundelig på, at det er dem der skal flytte og ikke mig.

Bliv den første til at kommentere..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *