Skip to content

Chokolademousse

Jeg har som barn aldrig rigtig spist chokolademousse. Jeg har aldrig fået det serveret, men jeg var heller ikke så vild med mørk chokolade og chokoladeis, så det kan være det har noget med det at gøre. Efter jeg fik konstateret PCO(S) var alt lyst og hvidt chokolade taget af menuen (indtil jeg efter flere år fandt noget sukkerfrit), så hvis jeg ville have chokolade, var det mørkt – og ikke som i 55% kakaoindhold, men som i 70%-80% chokolade, og så kan man vænne sig til meget, når der kun er den mulighed for chokolade. Nu har vi i et stykke tid snakket om chokolademousse, og specielt efter min kæreste fik chokolademousse fra en sifonflaske, da han var ude med nogle venner. Vi ejer ikke en sifonflaske, men derfor kan man godt lave en udemærket chokolademousse alligevel.

4-5 portioner
150 g. mørk chokolade (jeg brugte 77%)
6 pasteuriseret æggehvider
4 pasteuriseret æggeblommer
1 spsk. suvida bage- og sødemiddel eller tilsvarende af dit foretrukne sødemiddel

Jeg lavede to variationer: en ”almindelig” mørk chokolademousse som beskrevet ovenfor, og en choko-toffeemousse, hvor jeg til overstående portion tilsatte 30 dråber SweetLeaf sweet drops med English toffee smag.

Smelt chokoladen over vandbad (eller i en chokoladesmelter) sammen med Suvida. Pisk æggehviderne stive (og tilsæt evt. Sweet Drops).  Når chokoladen er smeltet, røres æggeblommerne i, og chokolademassen vendes forsigtigt i æggehviderne. Kom moussen i portionsglas og stil dem i køleskabet. Jeg lod mine stå i 5 timer, men mindre kunne muligvis gøre det.

IMG_0156.JPG

Der var ret stor forskel i konsistens og smag på de to varianter. Toffeesmagen var desværre ikke så tydelig, men til gengæld var moussen knap så bitter og noget sødere, hvilket jeg foretrækker når ikke der er noget til. Den ”rene” chokolademousse vil gøre sig godt med en klat flødeskum eller lignende, men var ret tung og bitter alene.
Jeg ved ikke helt, hvorfor der var forskel i konsistensen. Den “rene” chokolademousse var meget fast, hvorimod toffee-varianten var mere flydende, uden at være helt flydende. Det er jo oplagt at tro, at det er pga. sweet drops, men selvom 30 dråber lyder af meget, fylder det jo ikke så meget. Begge varianter var gode, men jeg bliver vist nødt til at give det et forsøg mere ved lejlighed, for at få løst mysteriet omkring konsistensen.

Bliv den første til at kommentere..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *