Skip to content

Banankage med marcipan og chokolade

Indlægget indholder reklamelinks til produkter

Jeg har lavet flere forskellige udgaver af banankage, fordi jeg synes banan giver en god sødme og en dejlig konsistens. Det er ikke så mange af dem der har ramt bloggen, men den her fortjener det. Kombinationen af banan, chokolade, marcipan og kaffe er ret lækker, hvis jeg selv skal sige det. Kagen her smager syndigt, men kan laves både sukker- og glutenfri, hvis man ønsker det. På grund af de lækre mandler er kalorie- og fedtindholdet i kagen ret højt, men det er heldigvis primært det gode monoumættede fedt.

Banankage

300-350 g. banan (4 små bananer)
100 g. mandelmel (eller blendet mandler)
1 tsk. bagepulver
2 spsk. Suvida eller Sukrin
3 æg
50 g. chokolade (70% eller sukkerfri)
50-100 g. (sukkerfri) marcipan

Frosting

2 dl flordrys fra enten Suvida eller Sukrin
1/2 dl kakao
40 g. blødt smør
0,25-0,5 dl. stærk kaffe
evt. 1 banan til pynt

Tænd ovnen på 200 grader og tag 40 g. smør ud af køleskabet, så det kan blive blødt. Bræk bananerne i mindre stykker og pisk dem sammen med æg til en tyk masse. Bland mandelmel, bagepulver og sødestoffer og pisk det i bananmassen. Hak chokolade og vend den i blandingen. Riv marcipanen på den grove side af et rivejern og vend igen blandingen sammen. Kom dejen i en form på ca. 20×20 cm. og bag den i ovnen 20-30 minutter.

Mens kagen køler af blandes frostingen. Start med at brygge en stærk kop kaffe. Bland herefter melis og kakaopulver sammen i en skål. Tilsæt blødt smør og kom forsigtigt lidt kaffe i til den ønskede konsistens opnås. Lad kagen køle helt af inden der kommes topping på. Pynt eventuelt med en ekstra banan.

Et andet bud på banankage er disse muffins. Opskriften har lidt år på bagen, men det er den ikke blevet dårligere af.

Bliv den første til at kommentere..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *