Skip to content

Årets konfekt 2012

Nu har det jo atter en gang været jul, og med julen hører konfekt. Jeg er så heldig godt at kunne spise almindelig marcipan og nougat uden at reagere på det – i hvert fald så længe det er dem ad ordentlig kvalitet, godt med nødder, og så længe jeg holder det i rimelige mængder. Ligeledes kan jeg også spise den mørke overtrækschokolade (70% kakao). Man kan selvfølgelig sagtens skifte ud med sukkerfrit – det har jeg dog ikke prøvet.

Jeg har i år prøvet nogle nye slags inspireret fra Odense marcipans hjemmeside (nogle er direkte kopieret og andre er modificeret lidt), og vil her dele dem med jer:

 

Chokoladeknas med cognac
Denne konfekt kræver at man kan lide cognac. Man kan alternativt skue ned for mængden af cognac (40 g) og nøjes med 50 g. marcipan. Der kan også tilføjes lidt flere sojaflager uden der sker noget ved det 🙂

Til 40 stk skal bruges:
150 g. hakket mørk chokolade
50 g. blød nougat
80 g. cognac
50 g. mandler, hakket
75 g. marcipan, revet
2 spsk. sojaflager
40 små konfektforme

Chokolade og nougat smeltes i en skål over vandbad, eller i en chokoladesmelter. Sojaflager, mandler og cognac tilsættes og røres rundt. Til sidst vendes den revne marcipan i og massen fyldes i de små konfektforme. De stilles til afkøling i 30 minutter.

Chokoladekurve med nougat
Disse er svære at få lige så flotte som Odense Marcipan kan få dem, men de smager godt (hvis man kan lide nougat)! De er lidt svære at lave, forstået på den måde, at man skal være to til at forme ”kurvene”.

Til 14 kurve skal bruges:
100 g. køleskabskold nougat
100 g. mørk overtrækschokolade
1 frysepose

Chokoladen smeltes, og fryseposen skæres i 14 stykker. Nougaten skæres i 14 blokke, og en teskefuld smeltet chokolade fordeles i et tynd lag i en cirkel på et stykke frysepose. En blok nougat sættes midt i cirklen, og de fire plastikhjørner sættes sammen, til chokoladen er stivnet, og selv kan holde formen. Det var her vi blev nødt til at være to; én til at holde de fire hjørner sammen, og en til at binde et stykke snor rundt om. Alternativt kan man bruge papirklips (vi havde dog kun en enkelt lige ved hånden).
Chokoladen bør stå køligt minimum en times tid, hvorefter plastikken forsigtigt kan fjernes.

Konfektbrikker
Disse er ret nemme at lave, og smager lidt af trøffel, mmmh!
Til 20-25 mundrette stykker skal bruges
200 g. marcipan
½ dl. fløde
200 g. overtrækschokolade
100 g. smør

Marcipanen rives på den grove side af et rivejern. Fløde og mørk chokolade smeltes sammen og blandes med blødt smør. Når det hele er smeltet tilsættes halvdelen af den revne marcipan under omrøring, og blandingen hældes i en form på ca. 16 x 16 cm. Resten af den revne marcipan drysses som pynt oven på chokoladeblandingen og formen sættes i køleskabet til dagen efter, hvor efter den kan skæres ud i tern og serveres.

Juletræer
De fleste har nok set reklamen om ”Nemme marcipan juletræer” fra Odense marcipan, og de har nok stået på mange konfektfade i år – inklusiv vores. Jeg må give Odense Marcipan ret, de er nemme at lave! De er dog lidt store, men de smager godt! 🙂

Til 14 træer skal man bruge;
50 g. nougat
100 g. marcipan
50 g. mørk overtrækschokolade
1 dl. kokosmel
en osteskærer.

Først skæres en skive marcipan, så en skive køleskabskold nougat, og sådan forsætter man skiftevis til der er 4 lag marcipan og 3 lag nougat. Blokken trykkes let sammen, så lagene ikke skiller, og skæres ud i trekanter. Trekanterne dyppes i den mørke chokolade og stilles på højkant på et stykke bagepapir. Der drysses med kokosmel med det samme, inden chokoladen tørrer.

Kakaomandler
125 g. mandler
75 g. mørk overtræks chokolade
0,5 dl. kakao

Mandlerne (med skral) bages ca. 10 minutter i ovnen ved 185 grader, hvorefter de køler af. Når mandlerne er kølet af, dyppes de i chokolade og lægges adskilt på et stykke bagepapir til chokoladen er tørret i overfladen (man kan eventuelt gentage dette, så chokoladelaget bliver tykkere – husk dog at 2. dyp skal være hurtigt, så det første lag chokolade ikke når at smelte). Herefter kommes de i en frysepose med 0,5 dl. kakao, hvor de rystes rundt, så kakaoen fordeler sig på mandlerne. Til sidst hældes mandlerne op i en si/sigte og det overskydende kakao drysses af.

Kommenter

  1. Mums det ser lækkert ud! Kommer helt i julehumør 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *