Hvidkålssalat

Det er efterår og årstid for kål. Kål er godt for fordøjelsen, da det er rigt på kostfibre, som giver maven noget at arbejde med. Kål er forholdsvis kaloriefattigt, men mætter til gengæld godt – og så er det som regel billigt. Derudover indeholder kål en del vitaminer, herunder C-, B- og K-vitaminer. Så er der bare lige det, at kål ikke altid er lige spændende. Jeg har f.eks. lidt svært ved at se det lækre i hvidkål, men den her salat var ganske fin.

Til 4 personer, som tilbehør
400 g. hvidkål
3 små æbler
50 g. mandler
1 dl. vand
1 tsk. salt
0,3 dl. olivenolie
0,2 dl. æblecidereddike
3 dråber flydende SØD
lidt friskkværnet salt og peber

Bland vand og salt til saltet er opløst. Tilsæt mandlerne og lad det stå og trække ca. 10 minutter. Kom vand og mandler på en tør pande, og rist mandlerne til vandet er fordampet og mandlerne er tørre. Tør dem eventuelt i ovnen. Lad mandlerne køle af, mens salaten og dressingen laves.

Dressingen laves ved at blande eddike, SØD, salt og peber. Rør/pisk til saltet er opløst og tilsæt til sidst olie. Rør/pisk igen i dressingen, så olien blander sig med resten. Snit hvidkål fint og skær æblerne i små tern. Bland hvidkål og æble og hæld dressingen over. Bland igen og drys til sidst med mandlerne.

Jeg fik desværre ikke taget noget billede af den, men her ses lidt på tallerkenen:

Hvidkaalssalat

Madplan uge 43

Jeg har tidligere forsøgt mig med madplaner, men det plejer som regel kun at holde en enkelt uge. Jeg har dog siden september, hvor jeg igen startede op på projekt madplan, forsøgt at lave en i hovedet. Så kan det godt være den ikke blev skrevet ned, og der ikke blev handlet stort ind i weekenden, men det er bare så meget sjovere at lave mad, når man på forhånd ved, hvad man skal have, og ikke skal finde inspiration, når man står og kigger ned i Nettos køledisk. I uge 38, som var sidst det gik godt, så madplanen sådan her ud:

Madplan uge 38

Ganske lækkert, hvis jeg selv skal sige det. Der var både fugl, fisk, ko og gris – men intet okse.
Her i uge 43 skal madplanen have et forsøg igen. Denne gang har jeg lavet den ud fra ugens tilbudsaviser og ikke ud fra en kogebog, som jeg gjorde i uge 38. Fordelen ved det er, at det forhåbentlig bliver lidt billigere – ulempen er, at mange andre også køber det der er på tilbud, og man kan derfor risikere at stå ved køledisken søndag eftermiddag, og tro man skulle have laks til aftensmad, men ende med skinkeschnitzler, fordi kølemontren med fisk var TOTALT tom. Øv bøv, men de får forhåbentlig fyldt op senere på ugen, og så må vi få laks der.

I uge 43 kommer madplanen til at se sådan her ud:
Søndag
Skinkeschnitzler med hvidkålssalat (Skinkeschnitzler på tilbud i Føtex og hvidkål i Netto)

Mandag
Gyros med tzatziki og rester af hvidkålssalaten (Nakkefilet på tilbud i Kvickly)

Tirsdag
Lasagne med plader af squash (hakket oksekød + squash på tilbud i Netto)

Onsdag
Ovnbagt laks med tomat- og krydderurtesauce (Laks på tilbud i Føtex)

Torsdag
Bøf stroganoff (På tilbud i Netto)

Fredag
Fiskefrikadeller (Fiskefars på tilbud i Føtex)

Nu må vi se hvordan planer holder denne uge. Det kan godt være, der bliver rykket rundt på nogle dage, og noget bliver flyttet til weekenden, eller slettet helt fra listen, fordi vi ikke skal spise hjemme, men nu er der da en plan, og det er jeg ret stor fan af. Der er ligeledes frihed til finde på tilbehøret efterhånden som vi nærmer os dagen.

I lørdags var vi på messe i Forum Copenhagen, hvor vi blev fristet af en minislicer, så den skal vi nok have testet af her i uges løb, og nu har vi jo købt et kæmpe hvidkålshovede, så tilbehøret kommer nok til at bære en smule præg af det – men det er jo også både sundt og billigt.

Hvidkaal

PCOS-forsøg: Efter 5 uger på piller

Jeg er blevet spurgt et par gange, hvordan det går med forsøget, så her får I lige en kort update.
Jeg nærmer mig 5 uger på piller, dvs jeg nu spiser 4 piller om dagen (2 om morgenen og 2 om aftenen) altså max. dosis, og har gjort det i knap 2 uger. De første 4 dage (hvor jeg kun tog én pille), troede jeg, at det var placebopillerne, eftersom jeg ingenting kunne mærke – hverken positivt eller negativt. Jeg havde “forventet” at få de ondeste mavesmerter, opkast og hele molevitten af metforminpillerne, så det måtte naturligvis være kalktabletter. På dag 5 reagerede kroppen dog med en meget naturlig reaktion, som meget vel kunne være en virkning af metformin, så nu tror jeg i stedet for, at jeg får metformin. Hjernen kan mange forunderlige ting, og kunne snildt fremprovokere en biologisk reaktion, men nu var jeg jo ret sikker på, at det var kalk, så jeg tror ikke det bare er mit hovede der laver løjer. Enten er det tilfældigt ellers er det en virkning af metformin – tror jeg ;-)
Det er ingen hemmelighed, at jeg er meget spændt på at starte på næste periode, og se hvordan kroppen reagerer på det.
Det første pilleglas er næsten tomt, og jeg har “kun” 7 uger tilbage, før jeg igen skal til prøver på Gentofte Hospital i starten af november.

PCOS-forsøg: Forsøgsdag nr. 2 – glukoseinfusion

Så er forsøget for alvor i gang. I går var jeg på Gentofte Hospital for 5. gang, men denne gang til en glukoseinfusion (glukosevand direkte i højre arm), som jeg ikke har prøvet før. Det var heller ikke en udsøgt fornøjelse at ligge med et venflon i hver arm, og stirre op i loftet i 4 timer uden at kunne klø sig på næsen, fjerne hår fra øjnene eller sætte headsettet i ørene, da det faldt ud efter 7 minutter, men det var nu en gang det der skulle ske.

IMG_0565.JPG

De sidste 4 gange har jeg som tidligere skrevet drukket en fast mængde glukosevand inden for 5 minutter, og så er blodsukkeret ellers steget til vejrs i løbet af den første time, for derefter at falde igen. I går blev mængden af glukose styret via drop, og målet var så at ramme de samme værdier som sidste gang, for at kunne sammenligne insulinresponset. Der udskilles to hormoner fra tarmslimhinden, som respons på fødeindtagelse (eller glukosevand), og den respons undgår man, når glukosen gives direkte i blodbanen, og altså ikke skal igennem mave-tarmsystemet. Jeg indrømmer, at jeg synes det her er lidt svært at forstå, så hvis du også sidder og tænker ”øh hvad?” er det helt forståeligt! Hvorom alting er, skal jeg have lavet begge test igen efter hver af forsøgsperioderne, for at se om metformin kan gøre en forskel. Metformin skulle ”fjerne” min insulinresistens, og det skulle blodprøverne gerne vise om er lykkedes, og om det har en virkning på tarmhormonernes respons, når forsøget er slut om 7-8 måneder.

Det lykkedes at ramme værdierne fra i mandags ret præcist, så endelig var der noget der gik godt i første forsøg! Da jeg som sagt allerede har været derinde 5 gange (og ikke bare 3 som jeg burde), og 1 gang om ugen de sidste 3 uger, var hun lidt nervøs for min blodprocent, og var klar til at give mig nogle jerntabletter med hjem, men jeg endte med et blodsukker på 4,3 mmol/l og en blodprocent på 8,8% (den var faktisk steget i forhold til sidst hun målte den), så det var rigtig fint. Jeg fik også fjernet begge venflon uden problemer og endelig skulle jeg ud af sengen og have noget at spise – troede jeg. Når man har fastet i 15 timer, og ligget ned i 13-14 af dem, kan man (tydeligvis) godt gå hen at blive svimmel, når man så rejser sig op, så efter to forsøg på at komme op og få sko på, måtte jeg ”overgive” mig og blive liggende lidt ekstra i sengen. Her fik jeg serveret et glas vand, og kom lige så stille op at sidde igen. Her sad jeg så og drak et glas vand mere, inden blodtrykket var klar til at holde mig oprejst. Jeg fik serveret mit tørre måltid mad, og blev præsenteret for mine nye venner: piller, dagbog og deltagerkort.

IMG_0563.JPG

De tre ting skal jeg have med mig hver dag de næste tre måneder. Jeg starter med en pille hver morgen den første uge og trapper herefter op med en pille ekstra hver uge de næste 3 uger, så jeg ender på 4 piller dagligt. Hvis det er placebo-pillerne jeg har fået i første periode, burde der ikke være nogen problemer i at trappe op så hurtigt, men er det metformin, kan jeg risikere at kroppen skal bruge noget tid på at vænne sig til det, og derfor giver mig bivirkninger i form af bl.a. mavesmerter, og så må jeg trappe en pille ned igen et par dage, og på den måde forsøge mig frem. Jeg er MEGET spændt på hvordan kroppen reagerer – både fysisk og psykisk.

IMG_0562.JPG

PCOS-forsøg: Første forsøgsdag – igen…

Vågnede kl. 6.40 og var sulten. Kunne derfor allerede der forudse, at det ville blive en lang dag. Skyndte mig ind på hospitalet, for at få det overstået, så jeg kunne få morgenmad hurtigst muligt. Jeg startede med et blodsukker på 5,1 mmol/l og det var altså ca. det samme, som det har været de andre gange og vi kunne starte forsøget.

De andre gange har der været 2-3 andre kvinder på stuen, som skal igennem nogenlunde det samme, men i dag lå jeg der helt alene – 4 timer på hospitalet er kedeligt, men 4 timer helt alene er altså VIRKELIG kedeligt. Når man når ca. 2 timer ind i forsøget begynder trætheden for alvor. Jeg er (næsten) altid træt om morgenen, men når man så også får skudt 75g. sukker ind i systemet, og skal sidde stille i en seng, begynder det for alvor at blive svært at føle sig frisk. Jeg har altid min iPad med på hospitalet, og skriver som regel på blogindlægget allerede der, for dækningen er virkelig ringe, så det er umuligt at se en film, og man skal væbne sig med tålmodighed, hvis man skal læse en online artikel eller opdatere Instagram/Facebook. Der er heldigvis et fjernsyn på stuen, så de første par timer kører der som regel Go’ Morgen Danmark, men derefter er det altså også begrænset, hvor meget underholdende formiddagsfjernsyn der findes.

Men tilbage til tallene: Denne gang toppede mit blodsukker igen efter 45 minutter, men denne gang kun til 10,1 mmol/l og faldt igen “allerede” til næste måling. Fra 90 til 105 minutter steg mit blodsukker af en eller anden ukendt grund (måske forsinket mavetømning) fra 7,9 til 8,5, og det var derfor ret spændende, hvad 2 timers værdien ville ende på. Den skulle gerne være faldet til 7,8 mmol/l, men efter 2 timer var jeg kun på 8,2 mmol/l og forsøgsdamen måtte tage sig til hovedet. Hun kalibrerede maskinen, målte igen, rystede på hovedet og gik ud for at måle på en anden maskine. Her kom den lidt ned, men lå stadig omkring 7,9-8,0 mmol/l og hun måtte derfor ringe til cheferne. Konklusionen blev, at vi fortsætter forsøget. Det blev besluttet på baggrund af, at mit langtidsblodsukker (startblodsukkeret) er normalt, at min screening var så fin som den var (da det lykkedes at gennemføre ;-)) og at jeg i dag “kun” toppede på 10,1 mmol/l på det tidspunkt jeg gjorde. Sådanne glucosetest varierer fra dag til dag, så hvis vi skulle prøve igen i næste uge, kunne vi både risikere, at den ville ende lige så højt som sidst, men også at den ville blive lige så lav som til screeningen, og med alt det taget i betragtning, fik jeg altså lov at fortætte, og efter 4 timer skulle den sidste blodprøve tages og nålen fjernes.

IMG_0558.JPG

Nu er der jo ikke noget i det her projekt der skal være nemt, så nålen/kateteret havde selvfølgelig “suget sig fast” til karvæggen, og der kunne derfor ikke tappes blod fra den. Forsøgsdamen prøvede alt mulig; sprøjte saltvand ind, trykke rundt på nålen, stramme en elastik om overarmen, sprøjte mere saltvand ind osv. men uden held. Hun endte derfor med at hente lægen, der er tilknyttet forsøget, og så prøvede hun også alt mulig, for at ende med at spørge “vil du være meget ked af, hvis jeg lægger en ny kanyle i den anden vene?”. På det her tidspunkt var jeg blevet lagt helt ned (uden hovedpude), havde hånden på maven (hvor jeg slapper bedst af), og koncentrerede mig om vejrtrækningen, så der var ikke rigtig flere forbehold at tage. Hun trak derfor det gamle kateter ud, og lagde en ny nål ved siden af (så nej, du ser ikke syner, der er to vatdutter på min arm). Mit blodsukkeret efter 4 timer og 15 minutter endte på 4,9 mmol/l og jeg var hungrende sulten efter 15 timer uden mad eller drikke (pånær glukosevandet selvfølgelig).

IMG_0047.JPG

Resten af dagen er altid lidt underlig, når man har fastet så længe, og så får hældt et ordenligt skud sukker indenbords. Når jeg er færdig på hospitalet, har jeg allermest lyst til bare at bevæge mig hjem på sofaen lige så stille, og falde i søvn til noget dårligt TV, men desværre ender det altid med, at jeg skal skynde mig direkte på arbejde, og sidde der på et lummert storrumskontor og kæmpe mig igennem eftermiddagen, mens bogstaver og tal hopper rundt på skærmen. Jeg er træt, som havde jeg kun fået 4 timers søvn, har ondt i hovedet pga. blodsukkerets rutchetur, får hedeture, er tørstig og er som regel også småsulten, men pga. hovedpinen er der ikke rigtig noget jeg har lyst til. Ja det skulle da lige være en Solero is eller en jordbærkage, men det går jo ikke! Jeg drikker den første halve liter vand i løbet af det kvarter, jeg er om at spise det tørre måltid, jeg får serveret på hospitalet. I løbet af de næste 4-5 timer drikker jeg så yderligere 1,5-2,5 liter.
Udover det tørre hospitalsmad, har jeg i dag spist lidt skyr med mandler og sojaflager, nogle blandede nødder med lidt tranebær i, en ISIS Crunchbar og en sukkerfri slikpind – dels for sulten, men ikke mindst for at holde mig vågen på arbejdet. Til aften fik jeg squashspaghetti vendt i pesto med kødsauce til. Det gælder for mig om at få stabiliseret blodsukkeret, så dagen i morgen bliver nogenlunde normal. Jeg starter jo med et ret lavt blodsukker, så skyder det helt i vejret efter glukosedrikken og falder igen til fasteniveau efter 4 timer, hvor det så bliver skudt i vejret igen med noget tørt hvidt franskbrød og en klat syltetøj. I løbet af eftermiddagen og til aften prøver jeg derfor at spise meget protein- og fedtholdigt mad, for ikke at påvirke blodsukkeret og insulinproduktionen yderligere. De næste 3 dage bliver kosten også ret striks, og på fredag starter jeg så med at fylde kulhydrat på igen, så jeg er klar til den første glukoseinfusionen på mandag. Det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at gå!

PCOS-forsøg: Første forsøgsdag overstået – næsten…

Så kom dagen, hvor forsøget for alvor skulle starte. Dagen har mindet meget om de to foregående bortset fra, at der er blevet taget blodprøver undervejs, og at forsøget skulle vare 4 timer i stedet for 2 timer. Jeg startede med et fastende blodsukker på 4,9 mmol/l (mod 5,2 mmol/l sidst) så det var fint, og jeg fik min kande sukkervand. Efter 50-60 minutter toppede mit blodsukker med en værdi på 11,1 mmol/l og efter 2 timer var det faldet til 8,7 mmol/l (mod 6,5 mmol/l sidst). Til screeningen skulle det være faldet til under 7,8 mmol/l på 2 timer, og jeg ville derfor ikke være blevet godkendt til forsøget, hvis det havde været til screeningsdagen. 2-timersværdien var således for høj (også selvom jeg er blevet godkendt til forsøget), så forsøgsdamen måtte have fat i cheferne, og det blev besluttet at afbryde forsøget for i dag, selvom mit blodsukker efter 3 timer og 17 minutter (som var der hun tog den sidste prøve og trak nålen ud) var faldet til 5,7 mmol/l, og altså nærmede sig det fastende blodsukker. Hvorfor det var så forhøjet idag, er svært at sige. Der var ikke rigtig nogen der havde et godt bud på det – altså udover at sådanne tal svinger fra dag til dag. Det jeg selv synes er mærkeligt er, at min startværdi var lavere i dag, end den var sidst, men min krop har åbenbart ikke været lige så klar på en glukosebelastning som den var sidst. Måske er den ved at være træt, efter at have været på overarbejde hele sidste uge, hvor jeg var på sommerlejr, og derfor ikke kunne spise helt ligesom jeg plejer. Der er ingen der ved det.
Jeg fik serveret det lækre tørre måltid mad (jeg kan spise det meste efter 14 timers faste!), og blev sendt hjem igen. Det næste der skal ske er, at jeg skal derind igen på mandag, som det hele tiden har været planen, men i stedet for at få lavet glukoseinfusion, som jeg oprindeligt skulle, skal jeg nu drikke sukkervand igen. Man kan derfor godt sige, at den her formiddag har været godt og grundig tidsspilde. Det eneste jeg egentlig har fået ud af det er, at jeg fik det præcise tal for min insulinresistens. Jeg kan ikke rigtig bruge det til noget, men jeg synes det er meget rart at vide. Hvis der er nogen af jer læsere, der er Danmarksmester (mindre kan også gøre det) i homa-IR værdier, må I da hjertensgerne give mig en lille forklaring :-)

PCOS –forsøg: Svar på screeningsresultaterne

Forrige mandag var jeg jo endnu en tur på Gentofte Hospital, for at få taget en ny række blodprøver. Man bliver heldigvis testet for det meste, når man skal deltage i sådanne forsøg, og nu har jeg fået bekræftet, at min krop fungerer (næsten) normalt. Alle prøver var som de skulle være, eller rettere som jeg håbede og forventede de ville være. Det betyder, at jeg har normal blodprocent og langtidsblodsukker, at mine lever-, stofskifte- og nyretal samt kolesteroler og mængden af mandlige kønshormoner er normale. Jeg blev også testet for 2 type-1 diabetes antistoffer, og den ene der er kommet svar på, er også normal. Den anden, som jeg ikke har fået svar på endnu, forventes ligeledes at være negativ, så jeg er altså ikke i risikogruppe for at udvikle type-1 diabetes i nærmeste fremtid. Selvom alle mine tal er som de skal være, er jeg dog stadig insulinresistent (som 50-80% af PCOS-patienter er), og jeg er derfor for alvor blevet tilbudt at være med i studiet. Det betyder, at jeg har 3×2 forsøgsdage i vente.

Jeg skal ind første gang i starten af august og have lavet en glucosetolerancetest, hvor jeg skal drikke 3 glas sukkervand (ligesom til screeningsdagen), og der over 4 timer (og ikke 2 som til screeningen) skal tages blodprøver. Minimum to dage efter skal jeg så have en glucoseinfusion, hvor der lægges en perifer venekanyle i hver arm: en til at give sukker i og en til at tage blod fra. Efter glucoseinfusionen skal jeg så begynde på behandling med enten metformin eller placebo. Den første uge er det kun 1 x 500 mg, uge 2 øges det til 2 x 500 mg, i uge 3 til 500 mg + 1000 mg og i uge 4 skulle jeg så gerne nå max på 2 x 1000 mg. Jeg fik dog at vide til samtalen, at der kan justeres på mængden, hvis jeg får bivirkninger og bliver dårlig af de store mængder eller den hurtige øgning (mere om bivirkningerne senere). Efter samlet set 3 måneder i behandling skal jeg igen have lavet glucosetolerancetest og glucoseinfusion, hvorefter der følger 6 ugers udvaskning, dvs. 6 ugers pause uden behandling. Efter de 6 uger starter jeg så på 3 måneders behandling igen, med det andet præparat, for til sidst at slutte forsøget med endnu en omgang glucosetolerancetest og glucoseinfusion i marts/april måned 2015. Til den tid vil man kunne se på mine resultater, om jeg fremover vil have gavn af behandling med metformin.

Metformin er det præparat der oftest gives til (overvægtige) diabetes-2 patienter (og til nogle PCO(S)-kvinder), for at ”fjerne” insulinresistensen. Metformin virker nemlig ved at øge sukkerforbrændingen i musklerne, og ved at øge cellernes følsomhed for insulin. Derudover kan metformin give mere regelmæssige ægløsninger og menstruationer, og gives derfor også til normalvægtige PCO(S)-kvinder, der har ønske om graviditet. Umiddelbart ser jeg ingen grund til at jeg skal tage metformin (altså udover for forsøgets skyld), da jeg ikke har ønske om graviditet lige nu og her, og fint kan holde insulinresistensen i skak ved min forholdsvis strikse kost, men derfor er det jo meget rart at vide, om det kan være en hjælp senere. Der er selvfølgelig nogle bivirkninger ved metformin, som der er med alt medicin. De mest almindelige er nedsat appetit, kvalme, opkastning, mavesmerter og diarré, så selvom det ikke er så alvorlige bivirkninger, satser jeg selvfølgelig på at gå fri. Jeg er da også spændt på at se, hvordan min krop reagerer på at få det, og om jeg kan mærke nogen forskel. Jeg vil som udgangspunkt holde fast i min ”strenge” diæt under forsøget, men det kommer jo til at spænde over både sommer og jul, hvor der alligevel plejer at ryge lidt ekstra sukker indenbords af og til. Forsøget er desuden både blindet og randomiseret, hvilket betyder, at hverken folkene bag forsøget eller forsøgspersonerne ved, hvilken behandling der gives i hvilken periode (det bliver først fortalt når forsøget er slut), så jeg har ingen chance for at udnytte, at jeg får metformin.

Jeg blev utrolig glad for at få alle de positive svar på prøverne, og er nu endnu mere spændt på at komme i gang med forsøget. At det så kommer til at koste minimum 9 stik yderligere i armen(e) og en masse sukkervand må man jo tage med, for at blive klogere (Det der sukkervand var i øvrigt overhovedet ikke så slemt, som jeg var blevet fortalt. Nuvel, det er ikke decideret lækkert at få som det første efter 10 timers faste, men det glider noget nemmere ned end så meget andet (kontrastvæske ved røntgenfotografering f.eks!)).

Protino fra Arla

Kombinationen af mit tidligere studie (Fødevarevidenskab på KU) og mit studiejob hos en lægemiddelgrossist, kan nogen gange give anledning til et blogindlæg, og det skete i går, da der var en kollega, der spurgte om jeg lige ville slå noget op; ”Protino fra Arla”. Jeg havde aldrig hørt om det før, men bare navnet gjorde det lidt interessant. Det er et nyt proteinrigt produkt til småtspisende. I dag fås det kun på 15 apoteker rundt omkring i landet, men ingen længe, vil det være at finde på størstedelen af landets apoteker. Det er Arla der står bag produktet, som altså kun kan købes på apoteket. Der findes to drikkevarianter (Citron/vanilje (koldskål) og hindbær) samt en dessertvariant (æble/kanel). Jeg synes alle tre lyder som lækre smagsvarianter, så selvom jeg ikke hører til kategorien ”småtspisende” kunne jeg nu godt tænke mig at smage dem alligevel.

20140703-214218-78138017.jpg

Jeg har engang været småtspisende, da jeg var indlagt en periode som barn. Dengang blev jeg tilbudt diverse proteinbarer og proteindrikke, men så vidt jeg husker, var intet af det rigtig godt, da det var meget bastant og tungt for en lille pige, der helst hverken ville have mad eller drikke. Jeg forestiller mig, at de her er nemmere at få ned, men jeg ved det selvfølgelig ikke uden at have smagt dem. Jeg må en tur på apoteket og testsmage! Småtspisende har som regel brug for næring og energi generelt, og der er derfor også tilsat sukker (7,5% – 12,5%) og de er dermed ikke specielt PCO- eller blodsukkervenlige, selvom de er “proteinrige” (7,6% – 10%). Jeg kender ikke vejledende udsalgspris på dem endnu, men jeg kan da lige skrive det ind, når vi får dem i sortiment på arbejdet.

Som en lille ekstra “bonus” tilbyder de en SMS-tjeneste, hvor du tre gange om dagen bliver mindet om, at det nu er ”tid til lidt lækkert” som de skriver. Kender du en, der kunne have gavn af produkterne, så fortæl dem endelig om de nye Protino, og lad mig høre hvad dommen er :-)

PCOS-forsøg: Live fra hospitalssengen part 2

Så ligger jeg her igen – på Gentofte hospital. Sidste mandag var som sagt en begivenhedsrig formiddag. Jeg startede med en samtale om forløbet, svarede på en masse spørgsmål om min (og nærmeste families) sygehistorie, fik målt blodtryk, blev målt og vejet, afleverede urinprøve og blev så placeret siddende i en hospitalsseng i et lokale med 3 andre kvinder. Her fik jeg stukket nålen i armen, blodtrykket faldt og jeg besvimede.
Nålen var blevet lagt, og forsøgsdamen sagde den lå lige som den skulle. Alligevel kunne jeg godt fornemme, at noget ikke var som det skulle være, og jeg prøvede virkelig at fokusere på, hvad de snakkede om i Go’ Morgen Danmark, som kørte på fjernsynet i baggrunden. Pludselig begyndte det at sløre for øjnene. Hun spurgte om jeg blev dårlig, hvortil jeg beskedent svarer “jeg bliver bare lidt svimmel”. I løbet af ingen tid var alt sort, og det næste jeg ser, er to damers ansigter helt nede i hovedet på mig. Splitsekundet inden jeg ser de to ansigter, er der rent kaos i mit hovede. Der er en hel masse larm, nogle lysglimt og ingen ting giver mening. Det var som at blive revet ud af en god søvn, og jeg var helt ved siden af mig selv. Det næste stykke tid ligger jeg ned, med benene hævet, og prøver at samle mig. Jeg hører sætninger som “du forsvandt lige, er du okay?”, “nu ligger du lige her og får lidt blod til hovedet” og sidst men ikke mindst “jeg kunne ikke finde panikknappen”. Jeg ligger bare og stirrer op i loftet uden at rykke på mig. Jeg har prøvet at besvime før, men jeg har aldrig været så langt væk, som jeg var der. Da jeg vågnede føltes det som om jeg havde sovet i flere timer, men jeg var i virkeligheden nok ikke væk særlig længe. Da jeg efter lidt tid er ved at være mig selv igen, er forsøgsdamen væk. Hun kommer tilbage og siger, at hun nu har snakket med nogle kloge hoveder, og her når der at strømme mange tanker igennem hovedet på mig. Det viser sig, at mit blodsukker er ret højt, af at have været fastende i 10-11 timer (Det skal ligge mellem 4 mmol/l og 6 mmol/l efter faste, når man ikke har diabetes, og mit lå på 6,4 mmol/l, men nåede dog at falde til 5,8 mmol/l). Det skyldes, at kroppen bliver stresset og går i”panik-mode” når den besvimer. Derfor udskilles en masse sukker (og dermed også insuliner), og målingerne kunne derfor ikke bruges. Vi besluttede at når nu hun havde stukket, kunne vi lige så godt fortsætte forsøget, og så skulle jeg bare komme ind en morgen og få taget nye fastende værdier. Jeg drikker derfor sukkervandet og ligger to timer i hospitalssengen og venter. Efter to timer skal der måles på blodet igen, og nålen skal fjernes. Jeg kan mærke pulsen stiger, kroppen bliver varm og jeg skal anstrenge mig for at tænke på noget andet og huske at trække vejret. Jeg bliver lagt ned igen, og hun får taget det blod hun skal. For at blive godkendt til at komme videre i forsøget, skulle mit blodsukker være faldet til under 7,8 mmol/l (selvom det startede lidt forhøjet), så da hun kommer hen til sengekanten og siger det er målt til 10,7 mmol/l kan jeg godt regne ud, at de her målinger ikke kan bruges til noget. Det konkluderes at min krop igen er blevet stresset (selvom jeg ikke nåede at besvime denne gang), og hun fjerner nålen. Jeg får serveret et tørt måltid mad og får nu mulighed for at tænke over, om jeg vil prøve det hele en gang til, eller om jeg er skræmt væk.

Det er i hvert fald ikke for maden man gør det..

Det er i hvert fald ikke for maden man gør det..

Jeg beslutter mig for at aftale en ny dag, og give det en chance mere. Den chance var så i dag, og derfor ligger jeg endnu en gang på Gentofte Hospital med en nål i armen – denne gang har jeg dog været ved fuld bevidsthed hele tiden, og det er gået fint indtil videre.

Blev denne gang stukket i en anden vene – man kan stadig se såret fra sidst.

I weekenden lånte jeg en fingerprikker, for selv at kunne holde lidt øje med mit blodsukker. Det har ligget ret stabilt mellem 4,9 mmol/l og 5,9 mmol/l over hele dagen, og da jeg målte det i morges (fastende) inden jeg tog på hospitalet var det 4,8 mmol/l. Her på hospitalet blev det målt til 5,2 mmol/l, så alt var fint og jeg fik serveret sukkervand igen. Nu har jeg ligget her i næsten to timer, og er meget spændt på, om det denne gang kommer under 7,8 mmol/l (og om jeg kan holde kroppen i ro uden at stresse, når der om lidt skal måles igen).

Opdatering: Der var ingen stress eller panik, og jeg kunne dårligt mærke nålen, så det var helt perfekt. Denne gang var det faldet til 6,5 mmol/l, så nu kan jeg tage det roligt igen. Det næste der skal ske er, at hun skal have svar på prøverne i dag, og regne lidt på nogle tal, for at finde ud af om jeg er insulinresistent. Det svar bør jeg have i næste uge, så nu skal jeg bare have tiden til at gå!

Det var virkelig rart at få det sluttet af på en god måde, og jeg har kun et kort splitsekund fortrudt at jeg sagde ja til at prøve igen. Nu hvor det hele gik så godt, er jeg faktisk rigtig glad for, at jeg gav det en chance mere. Uanset om hun kan bruge mig eller ej, må man sige at jeg har fået en oplevelse ud af det. Svaret i næste uge, kan nærmest også kun være positivt; Enten er jeg insulinresistent og så kan hun bruge mig i forsøget, eller også er jeg ikke insulinresistent, og så er jeg det mindre “syg” – så har jeg kun gået og troet det i 6 år uden grund.
Jeg er spændt, MEGET spændt!

20140630-115206-42726577.jpg