PCOS-forsøg: Forsøgsdag nr. 2 – glukoseinfusion

Så er forsøget for alvor i gang. I går var jeg på Gentofte Hospital for 5. gang, men denne gang til en glukoseinfusion (glukosevand direkte i højre arm), som jeg ikke har prøvet før. Det var heller ikke en udsøgt fornøjelse at ligge med et venflon i hver arm, og stirre op i loftet i 4 timer uden at kunne klø sig på næsen, fjerne hår fra øjnene eller sætte headsettet i ørene, da det faldt ud efter 7 minutter, men det var nu en gang det der skulle ske.

IMG_0565.JPG

De sidste 4 gange har jeg som tidligere skrevet drukket en fast mængde glukosevand inden for 5 minutter, og så er blodsukkeret ellers steget til vejrs i løbet af den første time, for derefter at falde igen. I går blev mængden af glukose styret via drop, og målet var så at ramme de samme værdier som sidste gang, for at kunne sammenligne insulinresponset. Der udskilles to hormoner fra tarmslimhinden, som respons på fødeindtagelse (eller glukosevand), og den respons undgår man, når glukosen gives direkte i blodbanen, og altså ikke skal igennem mave-tarmsystemet. Jeg indrømmer, at jeg synes det her er lidt svært at forstå, så hvis du også sidder og tænker ”øh hvad?” er det helt forståeligt! Hvorom alting er, skal jeg have lavet begge test igen efter hver af forsøgsperioderne, for at se om metformin kan gøre en forskel. Metformin skulle ”fjerne” min insulinresistens, og det skulle blodprøverne gerne vise om er lykkedes, og om det har en virkning på tarmhormonernes respons, når forsøget er slut om 7-8 måneder.

Det lykkedes at ramme værdierne fra i mandags ret præcist, så endelig var der noget der gik godt i første forsøg! Da jeg som sagt allerede har været derinde 5 gange (og ikke bare 3 som jeg burde), og 1 gang om ugen de sidste 3 uger, var hun lidt nervøs for min blodprocent, og var klar til at give mig nogle jerntabletter med hjem, men jeg endte med et blodsukker på 4,3 mmol/l og en blodprocent på 8,8% (den var faktisk steget i forhold til sidst hun målte den), så det var rigtig fint. Jeg fik også fjernet begge venflon uden problemer og endelig skulle jeg ud af sengen og have noget at spise – troede jeg. Når man har fastet i 15 timer, og ligget ned i 13-14 af dem, kan man (tydeligvis) godt gå hen at blive svimmel, når man så rejser sig op, så efter to forsøg på at komme op og få sko på, måtte jeg ”overgive” mig og blive liggende lidt ekstra i sengen. Her fik jeg serveret et glas vand, og kom lige så stille op at sidde igen. Her sad jeg så og drak et glas vand mere, inden blodtrykket var klar til at holde mig oprejst. Jeg fik serveret mit tørre måltid mad, og blev præsenteret for mine nye venner: piller, dagbog og deltagerkort.

IMG_0563.JPG

De tre ting skal jeg have med mig hver dag de næste tre måneder. Jeg starter med en pille hver morgen den første uge og trapper herefter op med en pille ekstra hver uge de næste 3 uger, så jeg ender på 4 piller dagligt. Hvis det er placebo-pillerne jeg har fået i første periode, burde der ikke være nogen problemer i at trappe op så hurtigt, men er det metformin, kan jeg risikere at kroppen skal bruge noget tid på at vænne sig til det, og derfor giver mig bivirkninger i form af bl.a. mavesmerter, og så må jeg trappe en pille ned igen et par dage, og på den måde forsøge mig frem. Jeg er MEGET spændt på hvordan kroppen reagerer – både fysisk og psykisk.

IMG_0562.JPG

PCOS-forsøg: Første forsøgsdag – igen…

Vågnede kl. 6.40 og var sulten. Kunne derfor allerede der forudse, at det ville blive en lang dag. Skyndte mig ind på hospitalet, for at få det overstået, så jeg kunne få morgenmad hurtigst muligt. Jeg startede med et blodsukker på 5,1 mmol/l og det var altså ca. det samme, som det har været de andre gange og vi kunne starte forsøget.

De andre gange har der været 2-3 andre kvinder på stuen, som skal igennem nogenlunde det samme, men i dag lå jeg der helt alene – 4 timer på hospitalet er kedeligt, men 4 timer helt alene er altså VIRKELIG kedeligt. Når man når ca. 2 timer ind i forsøget begynder trætheden for alvor. Jeg er (næsten) altid træt om morgenen, men når man så også får skudt 75g. sukker ind i systemet, og skal sidde stille i en seng, begynder det for alvor at blive svært at føle sig frisk. Jeg har altid min iPad med på hospitalet, og skriver som regel på blogindlægget allerede der, for dækningen er virkelig ringe, så det er umuligt at se en film, og man skal væbne sig med tålmodighed, hvis man skal læse en online artikel eller opdatere Instagram/Facebook. Der er heldigvis et fjernsyn på stuen, så de første par timer kører der som regel Go’ Morgen Danmark, men derefter er det altså også begrænset, hvor meget underholdende formiddagsfjernsyn der findes.

Men tilbage til tallene: Denne gang toppede mit blodsukker igen efter 45 minutter, men denne gang kun til 10,1 mmol/l og faldt igen “allerede” til næste måling. Fra 90 til 105 minutter steg mit blodsukker af en eller anden ukendt grund (måske forsinket mavetømning) fra 7,9 til 8,5, og det var derfor ret spændende, hvad 2 timers værdien ville ende på. Den skulle gerne være faldet til 7,8 mmol/l, men efter 2 timer var jeg kun på 8,2 mmol/l og forsøgsdamen måtte tage sig til hovedet. Hun kalibrerede maskinen, målte igen, rystede på hovedet og gik ud for at måle på en anden maskine. Her kom den lidt ned, men lå stadig omkring 7,9-8,0 mmol/l og hun måtte derfor ringe til cheferne. Konklusionen blev, at vi fortsætter forsøget. Det blev besluttet på baggrund af, at mit langtidsblodsukker (startblodsukkeret) er normalt, at min screening var så fin som den var (da det lykkedes at gennemføre ;-)) og at jeg i dag “kun” toppede på 10,1 mmol/l på det tidspunkt jeg gjorde. Sådanne glucosetest varierer fra dag til dag, så hvis vi skulle prøve igen i næste uge, kunne vi både risikere, at den ville ende lige så højt som sidst, men også at den ville blive lige så lav som til screeningen, og med alt det taget i betragtning, fik jeg altså lov at fortætte, og efter 4 timer skulle den sidste blodprøve tages og nålen fjernes.

IMG_0558.JPG

Nu er der jo ikke noget i det her projekt der skal være nemt, så nålen/kateteret havde selvfølgelig “suget sig fast” til karvæggen, og der kunne derfor ikke tappes blod fra den. Forsøgsdamen prøvede alt mulig; sprøjte saltvand ind, trykke rundt på nålen, stramme en elastik om overarmen, sprøjte mere saltvand ind osv. men uden held. Hun endte derfor med at hente lægen, der er tilknyttet forsøget, og så prøvede hun også alt mulig, for at ende med at spørge “vil du være meget ked af, hvis jeg lægger en ny kanyle i den anden vene?”. På det her tidspunkt var jeg blevet lagt helt ned (uden hovedpude), havde hånden på maven (hvor jeg slapper bedst af), og koncentrerede mig om vejrtrækningen, så der var ikke rigtig flere forbehold at tage. Hun trak derfor det gamle kateter ud, og lagde en ny nål ved siden af (så nej, du ser ikke syner, der er to vatdutter på min arm). Mit blodsukkeret efter 4 timer og 15 minutter endte på 4,9 mmol/l og jeg var hungrende sulten efter 15 timer uden mad eller drikke (pånær glukosevandet selvfølgelig).

IMG_0047.JPG

Resten af dagen er altid lidt underlig, når man har fastet så længe, og så får hældt et ordenligt skud sukker indenbords. Når jeg er færdig på hospitalet, har jeg allermest lyst til bare at bevæge mig hjem på sofaen lige så stille, og falde i søvn til noget dårligt TV, men desværre ender det altid med, at jeg skal skynde mig direkte på arbejde, og sidde der på et lummert storrumskontor og kæmpe mig igennem eftermiddagen, mens bogstaver og tal hopper rundt på skærmen. Jeg er træt, som havde jeg kun fået 4 timers søvn, har ondt i hovedet pga. blodsukkerets rutchetur, får hedeture, er tørstig og er som regel også småsulten, men pga. hovedpinen er der ikke rigtig noget jeg har lyst til. Ja det skulle da lige være en Solero is eller en jordbærkage, men det går jo ikke! Jeg drikker den første halve liter vand i løbet af det kvarter, jeg er om at spise det tørre måltid, jeg får serveret på hospitalet. I løbet af de næste 4-5 timer drikker jeg så yderligere 1,5-2,5 liter.
Udover det tørre hospitalsmad, har jeg i dag spist lidt skyr med mandler og sojaflager, nogle blandede nødder med lidt tranebær i, en ISIS Crunchbar og en sukkerfri slikpind – dels for sulten, men ikke mindst for at holde mig vågen på arbejdet. Til aften fik jeg squashspaghetti vendt i pesto med kødsauce til. Det gælder for mig om at få stabiliseret blodsukkeret, så dagen i morgen bliver nogenlunde normal. Jeg starter jo med et ret lavt blodsukker, så skyder det helt i vejret efter glukosedrikken og falder igen til fasteniveau efter 4 timer, hvor det så bliver skudt i vejret igen med noget tørt hvidt franskbrød og en klat syltetøj. I løbet af eftermiddagen og til aften prøver jeg derfor at spise meget protein- og fedtholdigt mad, for ikke at påvirke blodsukkeret og insulinproduktionen yderligere. De næste 3 dage bliver kosten også ret striks, og på fredag starter jeg så med at fylde kulhydrat på igen, så jeg er klar til den første glukoseinfusionen på mandag. Det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at gå!

PCOS-forsøg: Første forsøgsdag overstået – næsten…

Så kom dagen, hvor forsøget for alvor skulle starte. Dagen har mindet meget om de to foregående bortset fra, at der er blevet taget blodprøver undervejs, og at forsøget skulle vare 4 timer i stedet for 2 timer. Jeg startede med et fastende blodsukker på 4,9 mmol/l (mod 5,2 mmol/l sidst) så det var fint, og jeg fik min kande sukkervand. Efter 50-60 minutter toppede mit blodsukker med en værdi på 11,1 mmol/l og efter 2 timer var det faldet til 8,7 mmol/l (mod 6,5 mmol/l sidst). Til screeningen skulle det være faldet til under 7,8 mmol/l på 2 timer, og jeg ville derfor ikke være blevet godkendt til forsøget, hvis det havde været til screeningsdagen. 2-timersværdien var således for høj (også selvom jeg er blevet godkendt til forsøget), så forsøgsdamen måtte have fat i cheferne, og det blev besluttet at afbryde forsøget for i dag, selvom mit blodsukker efter 3 timer og 17 minutter (som var der hun tog den sidste prøve og trak nålen ud) var faldet til 5,7 mmol/l, og altså nærmede sig det fastende blodsukker. Hvorfor det var så forhøjet idag, er svært at sige. Der var ikke rigtig nogen der havde et godt bud på det – altså udover at sådanne tal svinger fra dag til dag. Det jeg selv synes er mærkeligt er, at min startværdi var lavere i dag, end den var sidst, men min krop har åbenbart ikke været lige så klar på en glukosebelastning som den var sidst. Måske er den ved at være træt, efter at have været på overarbejde hele sidste uge, hvor jeg var på sommerlejr, og derfor ikke kunne spise helt ligesom jeg plejer. Der er ingen der ved det.
Jeg fik serveret det lækre tørre måltid mad (jeg kan spise det meste efter 14 timers faste!), og blev sendt hjem igen. Det næste der skal ske er, at jeg skal derind igen på mandag, som det hele tiden har været planen, men i stedet for at få lavet glukoseinfusion, som jeg oprindeligt skulle, skal jeg nu drikke sukkervand igen. Man kan derfor godt sige, at den her formiddag har været godt og grundig tidsspilde. Det eneste jeg egentlig har fået ud af det er, at jeg fik det præcise tal for min insulinresistens. Jeg kan ikke rigtig bruge det til noget, men jeg synes det er meget rart at vide. Hvis der er nogen af jer læsere, der er Danmarksmester (mindre kan også gøre det) i homa-IR værdier, må I da hjertensgerne give mig en lille forklaring :-)

PCOS –forsøg: Svar på screeningsresultaterne

Forrige mandag var jeg jo endnu en tur på Gentofte Hospital, for at få taget en ny række blodprøver. Man bliver heldigvis testet for det meste, når man skal deltage i sådanne forsøg, og nu har jeg fået bekræftet, at min krop fungerer (næsten) normalt. Alle prøver var som de skulle være, eller rettere som jeg håbede og forventede de ville være. Det betyder, at jeg har normal blodprocent og langtidsblodsukker, at mine lever-, stofskifte- og nyretal samt kolesteroler og mængden af mandlige kønshormoner er normale. Jeg blev også testet for 2 type-1 diabetes antistoffer, og den ene der er kommet svar på, er også normal. Den anden, som jeg ikke har fået svar på endnu, forventes ligeledes at være negativ, så jeg er altså ikke i risikogruppe for at udvikle type-1 diabetes i nærmeste fremtid. Selvom alle mine tal er som de skal være, er jeg dog stadig insulinresistent (som 50-80% af PCOS-patienter er), og jeg er derfor for alvor blevet tilbudt at være med i studiet. Det betyder, at jeg har 3×2 forsøgsdage i vente.

Jeg skal ind første gang i starten af august og have lavet en glucosetolerancetest, hvor jeg skal drikke 3 glas sukkervand (ligesom til screeningsdagen), og der over 4 timer (og ikke 2 som til screeningen) skal tages blodprøver. Minimum to dage efter skal jeg så have en glucoseinfusion, hvor der lægges en perifer venekanyle i hver arm: en til at give sukker i og en til at tage blod fra. Efter glucoseinfusionen skal jeg så begynde på behandling med enten metformin eller placebo. Den første uge er det kun 1 x 500 mg, uge 2 øges det til 2 x 500 mg, i uge 3 til 500 mg + 1000 mg og i uge 4 skulle jeg så gerne nå max på 2 x 1000 mg. Jeg fik dog at vide til samtalen, at der kan justeres på mængden, hvis jeg får bivirkninger og bliver dårlig af de store mængder eller den hurtige øgning (mere om bivirkningerne senere). Efter samlet set 3 måneder i behandling skal jeg igen have lavet glucosetolerancetest og glucoseinfusion, hvorefter der følger 6 ugers udvaskning, dvs. 6 ugers pause uden behandling. Efter de 6 uger starter jeg så på 3 måneders behandling igen, med det andet præparat, for til sidst at slutte forsøget med endnu en omgang glucosetolerancetest og glucoseinfusion i marts/april måned 2015. Til den tid vil man kunne se på mine resultater, om jeg fremover vil have gavn af behandling med metformin.

Metformin er det præparat der oftest gives til (overvægtige) diabetes-2 patienter (og til nogle PCO(S)-kvinder), for at ”fjerne” insulinresistensen. Metformin virker nemlig ved at øge sukkerforbrændingen i musklerne, og ved at øge cellernes følsomhed for insulin. Derudover kan metformin give mere regelmæssige ægløsninger og menstruationer, og gives derfor også til normalvægtige PCO(S)-kvinder, der har ønske om graviditet. Umiddelbart ser jeg ingen grund til at jeg skal tage metformin (altså udover for forsøgets skyld), da jeg ikke har ønske om graviditet lige nu og her, og fint kan holde insulinresistensen i skak ved min forholdsvis strikse kost, men derfor er det jo meget rart at vide, om det kan være en hjælp senere. Der er selvfølgelig nogle bivirkninger ved metformin, som der er med alt medicin. De mest almindelige er nedsat appetit, kvalme, opkastning, mavesmerter og diarré, så selvom det ikke er så alvorlige bivirkninger, satser jeg selvfølgelig på at gå fri. Jeg er da også spændt på at se, hvordan min krop reagerer på at få det, og om jeg kan mærke nogen forskel. Jeg vil som udgangspunkt holde fast i min ”strenge” diæt under forsøget, men det kommer jo til at spænde over både sommer og jul, hvor der alligevel plejer at ryge lidt ekstra sukker indenbords af og til. Forsøget er desuden både blindet og randomiseret, hvilket betyder, at hverken folkene bag forsøget eller forsøgspersonerne ved, hvilken behandling der gives i hvilken periode (det bliver først fortalt når forsøget er slut), så jeg har ingen chance for at udnytte, at jeg får metformin.

Jeg blev utrolig glad for at få alle de positive svar på prøverne, og er nu endnu mere spændt på at komme i gang med forsøget. At det så kommer til at koste minimum 9 stik yderligere i armen(e) og en masse sukkervand må man jo tage med, for at blive klogere (Det der sukkervand var i øvrigt overhovedet ikke så slemt, som jeg var blevet fortalt. Nuvel, det er ikke decideret lækkert at få som det første efter 10 timers faste, men det glider noget nemmere ned end så meget andet (kontrastvæske ved røntgenfotografering f.eks!)).

Protino fra Arla

Kombinationen af mit tidligere studie (Fødevarevidenskab på KU) og mit studiejob hos en lægemiddelgrossist, kan nogen gange give anledning til et blogindlæg, og det skete i går, da der var en kollega, der spurgte om jeg lige ville slå noget op; ”Protino fra Arla”. Jeg havde aldrig hørt om det før, men bare navnet gjorde det lidt interessant. Det er et nyt proteinrigt produkt til småtspisende. I dag fås det kun på 15 apoteker rundt omkring i landet, men ingen længe, vil det være at finde på størstedelen af landets apoteker. Det er Arla der står bag produktet, som altså kun kan købes på apoteket. Der findes to drikkevarianter (Citron/vanilje (koldskål) og hindbær) samt en dessertvariant (æble/kanel). Jeg synes alle tre lyder som lækre smagsvarianter, så selvom jeg ikke hører til kategorien ”småtspisende” kunne jeg nu godt tænke mig at smage dem alligevel.

20140703-214218-78138017.jpg

Jeg har engang været småtspisende, da jeg var indlagt en periode som barn. Dengang blev jeg tilbudt diverse proteinbarer og proteindrikke, men så vidt jeg husker, var intet af det rigtig godt, da det var meget bastant og tungt for en lille pige, der helst hverken ville have mad eller drikke. Jeg forestiller mig, at de her er nemmere at få ned, men jeg ved det selvfølgelig ikke uden at have smagt dem. Jeg må en tur på apoteket og testsmage! Småtspisende har som regel brug for næring og energi generelt, og der er derfor også tilsat sukker (7,5% – 12,5%) og de er dermed ikke specielt PCO- eller blodsukkervenlige, selvom de er “proteinrige” (7,6% – 10%). Jeg kender ikke vejledende udsalgspris på dem endnu, men jeg kan da lige skrive det ind, når vi får dem i sortiment på arbejdet.

Som en lille ekstra “bonus” tilbyder de en SMS-tjeneste, hvor du tre gange om dagen bliver mindet om, at det nu er ”tid til lidt lækkert” som de skriver. Kender du en, der kunne have gavn af produkterne, så fortæl dem endelig om de nye Protino, og lad mig høre hvad dommen er :-)

PCOS-forsøg: Live fra hospitalssengen part 2

Så ligger jeg her igen – på Gentofte hospital. Sidste mandag var som sagt en begivenhedsrig formiddag. Jeg startede med en samtale om forløbet, svarede på en masse spørgsmål om min (og nærmeste families) sygehistorie, fik målt blodtryk, blev målt og vejet, afleverede urinprøve og blev så placeret siddende i en hospitalsseng i et lokale med 3 andre kvinder. Her fik jeg stukket nålen i armen, blodtrykket faldt og jeg besvimede.
Nålen var blevet lagt, og forsøgsdamen sagde den lå lige som den skulle. Alligevel kunne jeg godt fornemme, at noget ikke var som det skulle være, og jeg prøvede virkelig at fokusere på, hvad de snakkede om i Go’ Morgen Danmark, som kørte på fjernsynet i baggrunden. Pludselig begyndte det at sløre for øjnene. Hun spurgte om jeg blev dårlig, hvortil jeg beskedent svarer “jeg bliver bare lidt svimmel”. I løbet af ingen tid var alt sort, og det næste jeg ser, er to damers ansigter helt nede i hovedet på mig. Splitsekundet inden jeg ser de to ansigter, er der rent kaos i mit hovede. Der er en hel masse larm, nogle lysglimt og ingen ting giver mening. Det var som at blive revet ud af en god søvn, og jeg var helt ved siden af mig selv. Det næste stykke tid ligger jeg ned, med benene hævet, og prøver at samle mig. Jeg hører sætninger som “du forsvandt lige, er du okay?”, “nu ligger du lige her og får lidt blod til hovedet” og sidst men ikke mindst “jeg kunne ikke finde panikknappen”. Jeg ligger bare og stirrer op i loftet uden at rykke på mig. Jeg har prøvet at besvime før, men jeg har aldrig været så langt væk, som jeg var der. Da jeg vågnede føltes det som om jeg havde sovet i flere timer, men jeg var i virkeligheden nok ikke væk særlig længe. Da jeg efter lidt tid er ved at være mig selv igen, er forsøgsdamen væk. Hun kommer tilbage og siger, at hun nu har snakket med nogle kloge hoveder, og her når der at strømme mange tanker igennem hovedet på mig. Det viser sig, at mit blodsukker er ret højt, af at have været fastende i 10-11 timer (Det skal ligge mellem 4 mmol/l og 6 mmol/l efter faste, når man ikke har diabetes, og mit lå på 6,4 mmol/l, men nåede dog at falde til 5,8 mmol/l). Det skyldes, at kroppen bliver stresset og går i”panik-mode” når den besvimer. Derfor udskilles en masse sukker (og dermed også insuliner), og målingerne kunne derfor ikke bruges. Vi besluttede at når nu hun havde stukket, kunne vi lige så godt fortsætte forsøget, og så skulle jeg bare komme ind en morgen og få taget nye fastende værdier. Jeg drikker derfor sukkervandet og ligger to timer i hospitalssengen og venter. Efter to timer skal der måles på blodet igen, og nålen skal fjernes. Jeg kan mærke pulsen stiger, kroppen bliver varm og jeg skal anstrenge mig for at tænke på noget andet og huske at trække vejret. Jeg bliver lagt ned igen, og hun får taget det blod hun skal. For at blive godkendt til at komme videre i forsøget, skulle mit blodsukker være faldet til under 7,8 mmol/l (selvom det startede lidt forhøjet), så da hun kommer hen til sengekanten og siger det er målt til 10,7 mmol/l kan jeg godt regne ud, at de her målinger ikke kan bruges til noget. Det konkluderes at min krop igen er blevet stresset (selvom jeg ikke nåede at besvime denne gang), og hun fjerner nålen. Jeg får serveret et tørt måltid mad og får nu mulighed for at tænke over, om jeg vil prøve det hele en gang til, eller om jeg er skræmt væk.

Det er i hvert fald ikke for maden man gør det..

Det er i hvert fald ikke for maden man gør det..

Jeg beslutter mig for at aftale en ny dag, og give det en chance mere. Den chance var så i dag, og derfor ligger jeg endnu en gang på Gentofte Hospital med en nål i armen – denne gang har jeg dog været ved fuld bevidsthed hele tiden, og det er gået fint indtil videre.

Blev denne gang stukket i en anden vene – man kan stadig se såret fra sidst.

I weekenden lånte jeg en fingerprikker, for selv at kunne holde lidt øje med mit blodsukker. Det har ligget ret stabilt mellem 4,9 mmol/l og 5,9 mmol/l over hele dagen, og da jeg målte det i morges (fastende) inden jeg tog på hospitalet var det 4,8 mmol/l. Her på hospitalet blev det målt til 5,2 mmol/l, så alt var fint og jeg fik serveret sukkervand igen. Nu har jeg ligget her i næsten to timer, og er meget spændt på, om det denne gang kommer under 7,8 mmol/l (og om jeg kan holde kroppen i ro uden at stresse, når der om lidt skal måles igen).

Opdatering: Der var ingen stress eller panik, og jeg kunne dårligt mærke nålen, så det var helt perfekt. Denne gang var det faldet til 6,5 mmol/l, så nu kan jeg tage det roligt igen. Det næste der skal ske er, at hun skal have svar på prøverne i dag, og regne lidt på nogle tal, for at finde ud af om jeg er insulinresistent. Det svar bør jeg have i næste uge, så nu skal jeg bare have tiden til at gå!

Det var virkelig rart at få det sluttet af på en god måde, og jeg har kun et kort splitsekund fortrudt at jeg sagde ja til at prøve igen. Nu hvor det hele gik så godt, er jeg faktisk rigtig glad for, at jeg gav det en chance mere. Uanset om hun kan bruge mig eller ej, må man sige at jeg har fået en oplevelse ud af det. Svaret i næste uge, kan nærmest også kun være positivt; Enten er jeg insulinresistent og så kan hun bruge mig i forsøget, eller også er jeg ikke insulinresistent, og så er jeg det mindre “syg” – så har jeg kun gået og troet det i 6 år uden grund.
Jeg er spændt, MEGET spændt!

20140630-115206-42726577.jpg

PCOS-forsøg

Jeg har meldt mig til et forsøg på Gentofte hospital, som omhandler inkretineffekten hos kvinder med PCOS.
Der fines to tarmhormoner (inkretinhormoner), som er essentielle for opretholdelsen af et normalt sukkerstofskifte. Hormonerne udskilles i tarmslimhinden, som respons på fødeindtagelse. Hos raske mennesker står de for 60-70% af insulinudskillelsen efter indtagelse af glukose, og hos patienter med type 2 diabetes er evnen til at udskille disse hormoner stærkt nedsat (eller helt manglende). Nedsat insulinfølsomhed er også en central del af PCOS, og gør (som ved diabetes) at der er en forhøjet mængde insulin og sukker i blodet. Det gør, at PCOS-patienter har en øget risiko for at udvikle type 2 diabetes og hjerte-karsygdomme. Behandling af insulinfølsomhed ved PCOS er derfor en essentiel del af den samlede behandling. Behandlingen kan både bestå af livsstilsændringer (kostomlægning og motion), men også af medicinsk behandling med metformin. Der er desværre kun sparsom viden om nedsat insulinfølsomhed og inkretinhormonernes effekt herpå, både i forbindelse med PCOS og type 2 diabetes, og derfor er dette forsøg blevet stablet på benene. Formålet med forsøget er altså at undersøge sammenhængen mellem PCOS og inkretineffekt.

I første omgang skal jeg til et sceeningsbesøg på mandag. Her skal jeg møde fastende. 3 dage op til sceeningsdagen (dvs. fredag-søndag) skal jeg leve som jeg plejer – og så alligevel slet ikke. Jeg skal spise mindst 150 g. kulhydrat om dagen, for at fylde sukkerdepoterne op. Til sammenligning spiser jeg (når jeg i perioder måler og vejer min kost) helst kun omkring 50 g/dag. Det kan godt snige sig op til 70-80g./dag, men målet er altid 50 g. så dvs. jeg skal spise mellem to og tre gange så meget kulhydrat som jeg gør til hverdag. Da jeg læste det første gang, var jeg næsten allerede på vej til bageren. Jeg skulle rigtig nyde at kunne spise lægeordineret croissanter, romkugler, trøfler, rosenbrød, frøsnappere, flødeskumskager, jordbærkager osv osv osv. Efterhånden som dagen er kommet tættere på, er jeg dog kommet mere til fornuft. Jeg kan godt lide at have det godt, og jeg ved, at jeg får det dårligt, hvis jeg starter med at tømme en bager. At gå fra 0 til 100 (eller 50g – 150g) over natten er en sikker vej til en sygedag, så jeg tænker at starte roligt op med rugbrød, kartoffelsalat og marcipan (som ikke er helt lige så kulhydratholdige som en tebolle). Så kan jeg måske klemme en lille træstamme ind på søndag.
Med hensyn til motion, skal jeg også leve som jeg plejer, med udtagelse af på søndag, hvor jeg har fået lægeordineret en dovne-dag.

Når jeg møder fastende på mandag, bliver jeg placeret siddende i en seng, og her skal jeg så blive siddende i 2-3 timer. Jeg får lagt drop, så der kan blive taget blodprøver løbende, og så skal jeg drikke 3 glas sukkervand (75 g. sukker opløst i 300 ml vand) (*indsæt selv kvalm smiley*).

Jeg er meget spændt på de næste 4 dage. Jeg frygter, at jeg får det virkelig skidt pga. den store mængde kulhydrat, som jeg slet ikke er vant til, men jeg glæder mig også til forhåbentlig at blive klogere på min krops funktionalitet. Hvis screeningsdagen og sukkerbelastningen forløber som det skal, skal jeg til yderligere 6 forsøgsdage, hvor der også skal laves sukkerbelastningstest (både ved indtagelse af sukkervand, men også ved direkte indsprøjtning i venen) og tages blodprøver. I perioderne mellem forsøgsdagene skal jeg medicineres med enten metformin eller placebo (kalktablet) og så er der en 6 ugers pause, hvorefter jeg medicineres med det andet stof (metformin/placebo).

Jeg har aldrig deltaget i et videnskabeligt forsøg før, så jeg er meget spændt på hele forløbet, som samlet set kommer til at strække sig over næsten et år (11 måneder) – hvis altså jeg bliver godkendt efter på mandag. Jeg er aldrig blevet medicineret med andet end p-piller, og jeg har hørt meget om metformin – både godt og skidt. Selvfølgelig håber jeg, at jeg ikke får nogle bivirkninger af at indtage så ”store” mængder kulhydrat*, og slet ikke mærker noget til metforminen, men jeg indrømmer gerne, at der sidder en frygt i mig. Selvom jeg går ind i projektet med en lille smule frygt, glæder jeg mig også til at blive klogere på mig selv, være med til at hjælpe videnskaben på vej og spise en lægeordineret isvaffel en varm sommerdag.

Dem som kender mig, ved at jeg har fået taget de første (mange) 100 blodprøver og er blevet stukket i, som var jeg en nålepude, men det ændre ikke på, at jeg stadig ikke kan snuppe at blive stukket i. Jeg skal virkelig koncentrere mig om at trække vejret i timen op til. Når øjeblikket kommer, bliver jeg varm i hele kroppen, hvid i hovedet og så skal jeg ligge ned og kigge væk, hvis ikke jeg skal ende med at ligge slattent på gulvet. Tænk at jeg så frivilligt melder mig til både at blive stukket i og drikke væmmeligt sukkervand. Nogen gange må man ofre sig lidt, komme ud af comfortzonen og rykke på nogle grænser, og det vil jeg forsøge mig med i det her projekt. Wish me luck! ;-)

 

*Jeg blev nødt til at sætte ”store” i citationstegn, for det er faktisk anbefalet, at mænd dagligt indtager ca. 350-400 g. og kvinder ca. 250-300 g. kulhydrat. (kilde: http://www.sundhedsguiden.dk/da/temaer/alle-temaer/kost-og-ernaering/generelt-om-kost-og-ernaering/kulhydrat/). Hvis man altså går op i den slags anbefalinger…

Choko-banan-muffins

Forleden dag da jeg var på arbejde, var der en der postede et billede af nogle choko-banan-muffins på Instagram. Normalt er jeg ikke så vild med banan, men alligevel begyndte mit mundvand at løbe med det samme. Da jeg kom hjem fra arbejde og havde lavet aftensmad blev jeg derfor i køkkenet og miksede en kagedej sammen, som både jeg selv om mine forældre synes blev særdeles vellykket (mine forældre kom tilfældigvis forbi om aftenen, så de kunne lige få lov at smage dem helt frisk fra ovnen). Det tog ikke særlig lang tid, og de smager altså virkelig godt – både lune men bestemt også køleskabskolde! Banansmagen er ikke så fremtræden, men giver en dejlig naturlig sødme, og selvom der er brugt kokosfibre, smager de heller ikke af kokos.

Opskrift til 12 stk
2 bananer
2 æg
50 g. smør
100 g. 70-80% chokolade
100 g. mandelmel (hjemmelavet)
50 g. kokosfibre*
50 g. Suvida
2 tsk. bagepulver
1 tsk. vanilje
1 tsk. kanel

Bananerne moses og piskes sammen med æggene til en tyk masse (brug håndmikser). Smørret smeltes og piskes i ægge-banan-blandingen. Bland de tørre ingredienser sammen i en skål for sig og hak chokoladen groft. Vend først chokoladen i bananmassen og herefter mel/krydderiblandingen. Kokosfibrene suger lynhurtigt væsken, og dejen bliver derfor hurtig tyk og svær at blande ordentlig. Lad dejen hvile et par minutter mens muffinformene gøres klar, og ovnen bliver varm. Fordel dejen i 12 muffinforme og bag dem ved 200 grader i ca. 12 minutter.

*Kokosfibre er tørret kokoskød og har et helt andet næringsindhold end det vi ellers kender som kokosmel. De kaldes kokosfibre da fiberindholdet er væsentligt højere end ellers – det svinger fra producent til producent, men ligger gerne omkring 40-50%. Jeg har før importeret kokosfibre fra Sverige, men nu er Urtekram begyndt at lave nogle, der fås i Irma, SuperBrugsen, Kvickly, SuperBest og helsekost inkl. helsemin.dk til en udsalgspris på 24,95 kr. hvilket er en ganske fornuftig pris – også i forhold til Sverige. Jeg brugte de svenske kokosfibre i denne portion, men jeg går stærkt ud fra, at Urtekrams også kan bruges, selvom næringsindholdet er lidt anderledes – det skal i hvert fald testes! :-)

Choko-bananmuffins

Smagstest af appelsinjuice

Jeg har her i weekenden været på besøg hos mine forældre, og vi har bl.a. smagstestet en ny juice fra Rynkeby (Rynkeby50), som proklamerer at man kan starte dagen med 50% færre kalorier. Hemmeligheden er.. Bumbumbum.. VAND! ”Vi tager vores almindelige appelsinjuice og tilsætter 50% vand, så falder kalorieindholdet jo med 50% og det er det folk gerne vil have. Så kan vi sælge det til samme pris som de andre varianter”. Det er sat lidt firkantet op, men er alligevel ikke helt forkert. Der er kommet 3 varianter: Appelsin, æble og tropical. Vi testede kun appelsinjuicen, hvor der er tilsat noget citronjuice fra koncentrat, lidt ekstra antioxidant i form af ascorbinsyre (som i forvejen er naturligt i appelsin, men når man fjerner halvdelen af juicen, fjerner man jo også halvdelen af antioxidanterne) og så er der kommet Stevia i. Man kunne måske forestille sig at den tilsatte citronjuice og Stevia ville opveje hinanden, men der er jo nok en god grund til, at det er blevet tilsat.

20140209-140133.jpg

Smagstesten
Vi havde 3 forskellige glas: et med almindelig appelsinjuice, et med den nye Rynkeby50 og et med 50% almindelig juice og 50% vand. Vi var 3 smagsdommere der gav point fra 1-3. 1 point til den bedste og 3 point til den dårligste. De gennemsnitlige point endte på:

Almindelig juice: 1,33
Rynkeby 50: 1,66
Juice+vand: 3

Den almindelige juice med 100% kalorier vinder altså knebent over Rynkeby50. Den almindelige Rynkeby smager som den plejer – kraftig i smagen, lidt frugtkød og ja.. Bare som den plejer :-) Hvis man kommer vand i bliver smagen (overraskende nok) noget mere tynd. Det kan (som det ses på pointene) ikke anbefales. Den nye Rynkeby50 er mere sød end de to andre, og minder måske lidt mere om saftevand i forhold til den almindelige juice, men den er ganske udemærket – specielt til 50% af kalorierne. Man får selvfølgelig mere for prisen ved at købe en almindelig juice og selv tilsætte vandet, men det er altså også lidt tamt i smagen. Skal man have juice, og vil gerne spare på kalorier (og kulhydrater) kan jeg helt klart anbefale Rynkeby50, men den er som sagt sød af en appelsinjuice.

OBS: Selvom der ikke er tilsat sukker i nogle af varianterne, indeholder de stadig en del frugtsukker, og bør derfor kun indtages i begrænset mængde.